Da Katarina er allermest psykotisk, tror hun, at hun har indtaget flagermus med maden, og at de flakser rundt i hendes mave og skærer den op indefra. For at slippe af med de indre fjender kaster hun op. Hun finder ingen flagermus i opkastet, men et stykke gulerod, som hun føler en »ufattelig vrede« imod: »Jeg tager det og nedstirrer det, så det kan mærke hvor vred jeg er på det«.
Katarina er jegfortæller i Johanne Kirstine Falls debutroman. Hun er i begyndelsen af tyverne, lider af anoreksi og lader sig indlægge på afdelingen for spiseforstyrrelser i Odense. Romanen er fortalt i første person nutid, i et klart og ligefremt sprog. Et så at sige upsykotisk sprog, der konstaterer og rapporterer, også når det, der konstateres eller rapporteres, er psykotiske hallucinationer: En sygeplejerske har rådne hænder. En varulv kommer med piller. Rejerne fra rejeosten kravler rundt under huden og laver små buler indefra.
