Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har oplevet flere verdenshistoriske begivenheder på tæt hold – lige fra udvidelserne af EU og Nato tilMuhammedkrisen. Han er nu aktuel med et vidnesbyrd på knap 500 sider.
Foto: Jan Unger

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har oplevet flere verdenshistoriske begivenheder på tæt hold – lige fra udvidelserne af EU og Nato tilMuhammedkrisen. Han er nu aktuel med et vidnesbyrd på knap 500 sider.

Bøger

Per Stig Møllers 'Udenrigsminister i krig og fred' giver en vigtig og detaljeret indsigt i dansk og international politik

Med sine mange år som udenrigsminister har Per Stig Møller optjent retten til at give et langt vidnesbyrd, og det bør vi være glade for.

Bøger

I december 2006 dækkede jeg som politisk redaktør for Ritzau den daværende udenrigsministers tur til Jordan og Irak. Da vi fløj ud fra Bagdad, så vi skyer af sort røg fra gaden under os. Bagefter fik vi at vide, at en bilbombe havde dræbt 50. Denne for os noget dramatiske helikoptertur, som viste en del af hverdagen for irakerne, beskriver Per Stig Møller kort i sin nye erindringsbog om tiden på Asiatisk Plads.

Noget andet, jeg husker, er en samtale, jeg havde med ministeren i et Hercules-fly kort efter. For det er ikke hver dag, man sidder i skudsikker vest og hjelm og lytter til analyser af Karen Blixen og William Heinesen. Per Stig Møller går ikke af vejen for en snak om litteratur – skudsikker vest eller ej. Men i bogen 'Udenrigsminister i krig og fred’ får man indtryk af, hvor meget den plagede region fyldte i hans ministertid.

Detaljerede beskrivelser

Efter endt læsning af de detaljerede beskrivelser om de største temaer i tiden mellem 2001 og 2010, står spørgsmålet tilbage: Blev kræfterne brugt rigtigt? Var det en korrekt beslutning så kraftigt at satse på Mellemøsten? Ud over krigene i Irak og Afghanistan var der de lange kampe for at løse den umulige opgave at få fred mellem Israel og Palæstina med bl.a. ’Køreplan for Fred’, som Per Stig Møller valgte at skibe Danmark helhjertet ind i. Indsatsen lykkedes ikke, men ifølge Per Stig Møller var det tæt på. Hvis bare… andre ikke havde gjort, som de gjorde. Hvis bare… Så havde Per Stig Møller fået ret, og verden fået fred.

Man skal som læser være i stand til at korrigere hist og her – bl.a. for indtrykket af, at den danske udenrigsminister ofte var centrum for begivenhedernes gang

Men hvad nu hvis den danske udenrigsminister havde valgt et andet emne som dansk hovedfokus for den del af sin indsats, der ikke var dikteret af den internationale dagsorden i øvrigt? Kunne det have ført til mere håndgribelige resultater? Hvad hvis Per Stig Møller til eksempel havde besluttet sig for at bruge lige så lang tid på at tale med asiatiske ministre, som han brugte på krisen i Mellemøsten og på at være mellemled mellem de store aktører i forskellige aspekter af den konflikt? Ville Danmarks forhold til Østen så have været stærkere i dag? Og hvad ville det have betydet for en fremtid med et stærkere Kina?

Det er naturligvis retoriske spørgsmål, for vi ved det ikke, og dét er pointen. At ministre og regeringer lever livet forfra, mens de træffer valg. Bagefter må de (og vi) leve med dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Irakkrigen

Per Stig Møller forklarer i detaljer, hvorfor der efter hans opfattelse var FN-grundlag for Irakkrigen, og man forstår, at han var skuffet over især Socialdemokratiet og Radikale Venstre i denne proces. Det, der gik galt i Irak, var ifølge Per Stig Møller kort sagt amerikanerne – nærmere bestemt koalitionens øverste chef, Paul Bremer, der ikke vidste, hvilke kræfter han slap løs med sin udrensning af baathisterne – og det, der gik galt i Afghanistan, var ifølge Per Stig Møller også kort sagt amerikanerne, nærmere bestemt Obama, der traf den katastrofale beslutning om at give en exitdato for troppetilbagetrækningen.

Per Stig Møller efterlyser, at fremtidige koalitioner får et mere formelt forum, hvor de lande, der er med, kan tale sammen. Og han understreger den oplagte, men desværre ikke altid herskende vigtighed af viden om religion og kultur. Man får indtryk af, at Per Stig Møller mener, at hvis han havde haft mulighed for at forklare de andre nogle ting, så var det hele nok gået bedre. Og hvem ved – det var det måske også?

Ovenstående gengivelse af, hvad Per Stig Møller mener gik galt i Irak og Afghanistan, er groft forenklet. Vil man have en grundigere forklaring, må man læse bogen. Over næsten 500 sider refererer Per Stig Møller sine samtaler, og nogle vil måske synes, det er for meget. Men med sine mange år som udenrigsminister har Per Stig Møller optjent retten til at give et langt vidnesbyrd, og det bør vi være glade for.

I dansk sammenhæng har han været med, hvor det skete – lige fra udvidelserne af EU og Nato til Muhammedkrisen. Læserne skal flere gange høre, hvem han stod foran eller bagved, når der blev taget fotos efter et møde. Vi hører, hvordan han ved enkelte lejligheder gik i rette med andre, herunder statsminister Anders Fogh Rasmussen – og stort set altid fik ret. Man kunne vælge at ironisere lidt over dette, men jeg læser det mest som udtryk for Per Stig Møllers levende optagethed af verden – inklusive sin egen rolle og måde at være på i den. Her mangler lidt selvkritik, og man skal som læser være i stand til at korrigere hist og her – bl.a. for indtrykket af, at den danske udenrigsminister ofte var centrum for begivenhedernes gang. Omvendt står det klart, at Per Stig Møller og Danmark spillede en ikke ubetydelig rolle i den tid. Og bogen er et partsindlæg fra en meget vigtig part, når det handler om dansk udenrigspolitik i de år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den er inddelt i sagspecifikke kapitler, som fletter kronologisk imellem hinanden og giver grundlag for en spændende indføring i alle emnerne. Der bliver ikke brugt meget plads på privatlivet, og der er kun få veloplagte anekdoter. Jeg savner dog ingen af delene. Man læser denne bog for at blive klogere på dansk og international politik i disse år, ikke for at høre fantasifulde fortællinger fra de varme lande.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce