Tegning: Mette Dreyer
Bøger

Læserne hjælper hinanden: »Der findes ikke et bedre sted end blandt digtene, når vi tumler med ’det tunge stof'«

Som svar til et brev i sidste uge anbefaler en hjælpsom læser Torben Brostrøms seneste erindringsbog, som opfordrer til skærpet opmærksomhed på de simple hverdagshandlinger.

Bøger

Hvor er det nemt at åbne klinik, når der findes så mange generøse læsere! Siden Minna N. i sidste uge skrev til os, at hun tumlede med »tungt stof« og efterlyste litteratur, der måske kan lindre eller give nye perspektiver, har vi fået post som Minna og flere andre med stor sandsynlighed kan få gavn af.

En stor tak til Henrik Lauritzen for følgende, som drejer sig som Torben Brostrøms (seneste) erindringsbog ’Ved kanten — en endnu levendes erindringer’, (2017). Den anbefaler han netop i forhold til »tungt stof«, hør blot:

»Hm, erindringsbog, tænker man måske – hvad kan det sige mig? En hel del, vil jeg hævde i dette tilfælde (og ikke bare for ældre mennesker, men derom senere). Det er medicin i bogform! Hvis det er rigtigt, at »vi alle består af en mængde fortællinger«, som Jes Stein Pedersen var inde på, er Brostrøms bog det rette sted at starte: Her flettes erindringer sammen med nutidsaktuelt stof til en form for litterær visdom, vil jeg kalde det, idet bogen hele tiden inddrager litterære eksempler på, hvad livet har at byde på, og vi får det fra rigtig mange vinkler. Jeg nævner i flæng: Halfdan Rasmussen, Ovid, Johs. V. Jensen, Blicher, Peter Seeberg, Søren Kierkegaard, Montaigne, Helge Rode – og jeg er nu kommet til side 15… (af 125 sider, ikke en side for meget og ikke en for lidt.)

Brostrøm deler gavmildt ud af sin livserfaring. En lille smagsprøve:

»Som gammel skal man vælge sin alders vilkår. Det er at vågne om morgenen, genkende sin verden i lys, ved sin forstands fulde brug (…) finde sine hjælpemidler, sit tempo«.

Sammen med en dansk filosof og psykolog fra guldaldertiden F.C. Sibbern finder han frem til begrebet ’livspoesi’, som i al korthed handler om en fokuseret opmærksomhed på store såvel som små livsytringer:

»Skærpet opmærksomhed for simple hverdagshandlinger, fornøjelse ved et glas vand, opstemthed ved morgenens lyde«.

Begreber som langsomhed og sindsro får en tiltrængt opgradering. Og hvem har ikke brug for det? Unge læsere kan sagtens begynde her, bogens indsigt i livet via kunst, musik og digtning rækker langt. Vi har alle noget at give hinanden. Om ikke andet kan yngre generationer begynde her for at nå igennem alle de forfattere, som Brostrøm syr ind i sin bogs sprogdragt. Og til slut: Nej, det kan ikke benægtes, at døden spiller en afgørende rolle, jo ældre man bliver, og Brostrøm forklejner da heller ikke dette tema, men kredser ’livgivende’ om det og afrunder sin bog med: »Døden er den stærkeste magt i livet. Men størst af alt er kærligheden««.

Det er endnu engang lykkedes mig at blive positivt overrasket over, hvad der kan følge med, når man interesserer sig for litteratur, og samtidig læser, hvad andre skriver om den

Og så til Maj-Britt Kent Hansen som kort og godt skriver:

»Kære klinik, til Minna M. vil jeg sige:

Lyrik, lyrik, lyrik! Der findes ikke et bedre sted end blandt digtene, når vi tumler med ’det tunge stof’.

Man kan altid pege på Grete Risbjerg og Tove Ditlevsen, men der er også mænd iblandt og i det hele taget yngre lyrikere, som kan digte om det at savne sjælefred«,

tak Maj-Britt.

Endelig har Ole K. Jensen, Viborg sendt følgende opmuntring:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kære klinik, det er endnu engang lykkedes mig at blive positivt overrasket over, hvad der kan følge med, når man interesserer sig for litteratur, og samtidig læser, hvad andre skriver om den. Det følgende er altså ikke et ønske om at komme i konsultation, for det har jeg allerede været ved at læse de to kvindelige indslag, men først og fremmest ved at læse ’bogdoktorens’ ord om narrativ terapi, og omtalen af Julian Barnes’ bog ’Når noget slutter’. Jeg har set filmen, men ikke læst bogen. Filmen var efter min mening ikke nem at holde rede på dér alene i biografmørket, men den gjorde indtryk!

Det, der dog gjorde mest indtryk, var bogdoktorens fine ord om, hvordan man lever sit liv, og hvor tilfældigt det kan leves - og bliver levet! Samtidig siger bogdoktorens ord også, at livet kunne blive mere rigt og indsigtsfuldt for én selv, hvis man søger hjælp det / de rigtige sted(er). Banalt, måske. Men det er ikke altid, man får det gjort, desværre. Og så samtidig i samme avis bliver man præsenteret for en fin anmeldelse af Vesaas' bog oveni.. Tak er kun et fattigt ord«.

Med så megen læsermail, og vi har fået endnu flere, er der kun tilbage at oplyse, at vi i næste uge ser nærmere på Katrine Wiedemanns ’Ved gudernes bord’, som fortjener den bredest mulige læserkreds. Stærkt helbredende lekture!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden