Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Dambudzo  Marechera (1952-1987) skrev om sin egen og sit lands splittethed. Han døde som 35-årig. Foto Ernst Schade

Dambudzo Marechera (1952-1987) skrev om sin egen og sit lands splittethed. Han døde som 35-årig. Foto Ernst Schade

Bøger

Alternativ til pæn afrikansk migrantlitteratur: Læs dig fra sans og samling

To voldelige og voldsomt poetiske prosaværker viser, hvad afrikansk litteratur også er.

Bøger

Afrika er altid sultent. Det er hungersnødens kontinent, de udspilede mavers verdensdel. Og det er ikke kun maverne, der knurrer, sulten efter velstand, frihed og fred rumler også.

Eller, som kontinentets nye litterære komet congoleseren Fiston Mwanza Mujila (f. 1981) foreslår, kan man måske tale om en »sultens geografi«, et landskab af grådighed, lyst og længsel, som han personligt har sat sig for at kortlægge. I sin meget omdiskuterede debutroman ’Spor 83’, som forlaget Jensen & Dalgaard med oversætteren Rikke Mai Pohls musikalske mellemkomst nu har gjort tilgængelig på dansk. God timing.

I Afrika spiser de hunde

Romanen, som snarere er et surrealistisk, rablende langdigt, centreret om det hedonistiske liv i den døgnåbne natklub Spor 83 blandt ludere og lommetyve, guldgravere og »berigelsesturister« et sted i Den Demokratiske Republik Congo, har modtaget priser og fik – for den engelske oversættelse – fem hjerter her i avisen; men frem for alt har bogen sat fornyet ild i debatten om, hvad ’den afrikanske roman’ er, kan og bør være.

Ud over at Mujilas hektisk jazzede skrivestil har delt verdensvandene, har værket nemlig fremprovokeret en hård debat om poverty porn. Bl.a. er det faldet kritikere for brystet, at congolesernes kost fremstilles som det rene hundeæde:

F.eks. flotter romanens hovedpersoner (forfatteren Lucien og svindleren Requiem) sig ved at bestille: »Hundelår i sennep. Og fire grillede rotter til forret, uden salt«. Velbekomme, tænk hvis Vesten tror, at man spiser sådan! Og tænk, hvis vi tror, at alle Congos kvinder spankulerer rundt med hævet brystparti, dollartegn i øjnene og en stående invitation: »Ønsker de herrer lidt selskab?«.

Spor 83’ er en tiltrængt påmindelse om, at kontinentet frembringer så megen anden litteratur end den opbyggelige migranthistorie   ’Sultens hus’ er knytnæveslag efter knytnæveslag

Misogyn er et af de andre prædikater, Mujila har fået påhæftet. Men at skrive om verdens gang er ikke det samme som at bifalde gangarten. Og ’Spor 83’ er en tiltrængt påmindelse om, at kontinentet frembringer så megen anden litteratur end den opbyggelige migranthistorie, skrevet på kurser i creative writing og efter en skabelon, vi kender så godt; ’Spor 83’ er som at træde direkte ind i natklubbens mørke, en læsen sig fra sans og samling, hvor skriften bliver bedre og bedre ud på de små timer, når røverhistorier og fuldemandssnak flyder sammen i et uvirkelighedens euforiske nærvær, hvor alle bliver profeter eller guddommelige, liderlige og grænseløse, lige inden de dratter omkuld, fulde, skæve, forhorede – mætte for en stund.

Ud-af-kroppen- oplevelser omsat til litteratur

Hvis Fiston Mwanza Mujila har provokeret verden med sin undersøgelse af sultens geografi, er det intet imod, hvad den zimbabwiske vildmand Dambudzo Marechera (1952-87) gjorde, da han i 1978 udgav novellesamlingen ’The House of Hunger’. Titelnovellaen er nu udkommet på dansk på forlaget Korridor i Juliane Wammens lige så veltimede oversættelse. Også her handler sulten om mere end den næste skålfuld mad, nemlig om »den frihed, vi hungrede efter – på samme måde som man hungrer efter dagga eller øl eller cigaretter eller efterlivet«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

'Sultens hus’ er knytnæveslag efter knytnæveslag

Den historiske baggrund er tiden, inden Rhodesia bliver til Zimbabwe, og inden Robert Mugabe bliver landets premierminister. Den tumultarisk eksalterede stemning af afkolonialisering og selvstyre klinger løfterigt, alligevel er den unge jegfortæller alt andet andet end forhåbningsfuld:

»Livet strakte sig foran os som en række hungerplagede hytter, endeløst ud i horisonten«.

Desillusionen er både politisk og personlig, den unge digter tager – i bogen såvel som i virkeligheden – sit lands og sin generations splittethed på sig og forvandler den til voldsom skizofren prosapoesi. For ’Sultens hus’ er knytnæveslag efter knytnæveslag, smadrede ansigter, flåede kroppe og kvinder taget med vold, et inferno af slagsmål og druk, indtaget og udlevet af en martret ung mand, der hører stemmer. Og ryger dagga! Men sideløbende med de brutale scener, vekslende mellem fjern erindring og noget nær realtid, udviser skriften en lyrisk blidhed:

At læse ungdomsværket, opråbet og energiudladningen ’Sultens hus’ er dobbelt sørgeligt, forfatterens alt for tidlige død taget i betragtning

»Mine tanker skrev sig med kridt på en drømmeløs søvns sorte sider«, hedder et af Marecheras klare billeder, som der dog ikke er flest af. Billedsproget står oftere som muterende, hallucinerede, ud-af-kroppen-oplevelser. Som brugen af ordet ’sting’: lægens ’sting’ i den flænsede krop, skriftens ’sting’, himlens lysende ’sting’: »De sting, som et net smidt ud over himlen, det strammede om sindet, og bed sig sammen med nålen skarpt ind i hjernens blødere dele«.

For ikke nok med, at det unge digterjeg i fortællingen ikke deler den nationale optimisme, virkelighedens digter, Dambudzo Marechera, delte heller ikke samtidens opfattelse af, hvad ’god opbyggelig afrikansk litteratur’ var og er. Socialrealismen havde medvind, men den modernisme, Marechera bl.a. via sine studier i England tog til sig, var ikke comme il faut. Det var den alkoholiserede, aidssyge Marechera heller ikke, selv om en trofast avantgarde altså holdt liv i læsningen af hans (siden endnu vildere) værker, hvoraf flere først udkom efter hans død som 35-årig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

. Som skrift står novellaen tilgengæld frisk blødende, skælvende af insisterende liv.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce