Forfatteren bag 'The Handmaid's Tale': Margaret Atwoods true crime er også en feministisk fortælling

Der er vind i sejlene for Margaret Atwood lige nu. Næppe er man holdt op med at tale om tv-serien ’The Handmaid’s Tale’, før Netflix om få uger blænder op for ’Alias Grace’, der er baseret på Atwoods roman fra 1996 af samme navn. Udgivet på dansk første gang i 1997.

Det er derfor også helt forståeligt, at Lindhardt og Ringhof lige nu genudsender hendes bøger, der jo også på en eller anden måde synes at tale til tiden.

Mens dystopien ’Tjenerindens fortælling’ af nogen blev genlæst som et billede på noget, der er ved at ske i USA lige nu, rummer ’Alias Grace’ både i tema og form meget af det, der i disse år virker appellerende.

Det er true crime og victoriansk pastiche, vi har noget gotisk spøgelsesagtigt, blod og mord i et æstetisk lækkert univers, og så er der kønsdebatten – skruet sammen i en kompleks fortællestruktur, der altså blander fakta og fiktion. Man ser serien for sig.

Udgangspunktet er en af Canadas mest berømte mordsager – både veldokumenteret og mystisk og med en purung kvinde i hovedrollen, den 16-årige tjenestepige Grace Marks, der i 1840’erne idømmes livsvarigt fængsel for mordene på sin arbejdsgiver og dennes gravide husholderske.

Sammen med sin medsammensvorne, staldkarlen James McDermott, stikker Grace af til USA, og inden han dømmes til døden, og hun spærres inde på en anstalt for sindssyge, er de et celebritypar i medierne.

Senere lukkes Grace ud, først i et almindeligt fængsel, og indimellem fungerer hun som tjenestepige hjemme hos tugthusets inspektør, indtil hun så i 1872 benådes.

Alt dette er sket.

Atwood opfinder så den unge læge, dr. Simon Jordan, specialist i mentale lidelser og hyret til at vriste sandheden ud af Grace, der hævder intet at huske fra natten, hvor mordene fandt sted.

Dr. Jordan, der drømmer om sin egen klinik, kender de nyeste teknikker inden for associationslege, som Grace, der ellers regnes for at være ung og naiv, ret hurtigt gennemskuer.

Atwood lægger kilder frem, avisartikler, citater og breve fra dengang, der så støder sammen med den frie fantasi. Når Grace fortæller sin livshistorie til dr. Jordan, skrives der i første person, og et gedigent victoriansk drama udspiller sig – hun emigrerede fra Irland, mistede sin mor på turen over Atlanten, fik job som tjenestepige i Toronto.

Og mens romanen stikker af i fiktionen, indser man også, at menneskets egen livsfortælling synes beslægtet med litteraturen og dens vildfarelser. Hvordan hænger et liv sammen? Hvordan fortæller man om det? Her kan litteraturens greb hjælpe.

Og når dr. Jordan et sted reflekterer over Graces måde at fortælle på, kunne det også være en poetik for romanen:

»Han har en ubehagelig følelse af, at selve detaljerigdommen i hendes erindringer kan være en form for afledning, en måde at bortlede tankerne fra en eller anden skjult, men afgørende kendsgerning, som de smukke blomster plantet over en grav«.

Detaljerigdommen som afledning, som blomster på en grav – sådan skriver Atwood, der også dyrker det snørklede og substantiverne, det skønne i forening med det grimme:

»Farverne er som taget fra kroppens indre – rødbrunt som nyrer, rødviolet som hjerter, matblå som årer, elfenbensfarvet som tænder og knogler«.

Samtidig spiller Atwood, ikke uden en eller anden postmoderne, men egentlig slet ikke irriterende ironi, på flere af det 19. århundredes litterære tendenser.

Det victorianske, arkaiske talemåder, melodramaet, men også noget dobbeltgængeragtigt gotisk, som når sandheden om Grace måske viser sig at kunne forklares – eller netop ikkeforklares – gennem også tidstypiske spiritistiske besættelser, der i romanen udgør en modsætning til lægevidenskaben og psykologien, der jo også blomstrer i perioden.

Her spiller Graces afdøde veninde en uventet rolle.

Atwoods litterære teknikker mimer tvetydigheden, det ikke at kunne nå til bunds, sammenstødet mellem genrer, brudstykkerne og erindringen, ligesom det at sy og stykke tøj sammen er et tilbagevendende motiv.

Der er noget ved alle disse greb, der giver en klaustrofobisk fornemmelse – som om Graces mere moderne måde at udtrykke sig på ikke harmonerer med de rammer, hun er sat i. Og her bliver romanen også en feministisk fortælling.

Det er, når Grace fortæller, at det litterært spændende i romanen sker, mens dr. Jordan kun kan gestaltes gennem en mere traditionel tredjepersonsfortæller. Det er hos Grace, det peger fremad. Hun er den komplekse karakter, en upålidelig fortæller, uudgrundelig, men jo samtidig læserens fortrolige.

Og spørgsmålet er selvfølgelig hele vejen, om Grace begik mordene.

Dette spørgsmål sættes sammen med forestillinger i tiden om kvindens natur. Umiddelbart kan det se ud, som om den ’onde’ kvinde, hendes ’degenererede karakter’ kun kan rummes inden for rammerne af en spøgelsesoptik, der ikke helt kan tages alvorligt.

Og det gådefulde i romanen handler egentlig slet ikke kun om hendes skyld – det gør det også – men om hendes identitet som kvinde.

Som en forsinket gestus rummer ’Alias Grace’ den unge kvindes modsætninger og giver hende en stemme. Så er det op til læseren at dømme eller lade være.