Man kan anlægge forskellige syn på forholdet mellem følelser og fornuft i den politiske proces. Fra ét perspektiv handler politik næsten udelukkende om følelser. For eksempel udtalte Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti for et par måneder siden i denne avis, at »fakta er underordnet vores holdninger og følelser« i politik. Som repræsentant for det stik modsatte perspektiv står daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der i 2012 udtalte de berømte ord som svar på, at nogle mennesker ville miste deres dagpenge: »Sådan er det jo«. Politikken kommunikeres her nøgternt, faktuelt og følelsesløst.
Den velskrivende kommunikationsmand Kresten Schultz Jørgensen forsøger i sin nye bog om følelsernes politik at vise, at begge de to diametralt modsatte perspektiver er forkerte: Skaarups synspunkt er i sit væsen demagogisk, da det reducerer den retoriske argumentationskunst til ren overtalelse. Det kommer alene til at handle om umiddelbar, følelsesmæssig appel. Men Vestagers tilgang er også forkert, idet den i sin essens er teknokratisk. Det er et lidenskabsløst forsvar for ’det nødvendige’, hvilket ikke overbeviser ret mange.
Selv om Schultz Jørgensens bog hedder ’Følelsernes politik’, giver den en bredere indføring i politisk kommunikation, som forfatteren selv er professionelt beskæftiget med. Den har bare den vinkel, at kommunikationen – hvis den skal være virksom – skal tale til følelserne. Og bogen er en brugsbog, som både politikere, spindoktorer og almindelige borgere, der gerne vil kunne gennemskue politiske diskussioner bedre, kan få udbytte af. Den bygger både på forskellige forskningsresultater fra psykologi og kommunikationsfagene og på forfatterens erfaring og eksempler fra den nyere danske politiske historie. Det er fornem formidling og let at gå til.
Vi har brug for en ny politisk dialogEt grundsynspunkt i bogen er, at en overdreven rationalisme, teknokratiet og instrumentel markedsføring af politiske budskaber er årsag til samtidens politiske tillidstab. Det er en vigtig problematik, men som læser sidder jeg alligevel tilbage med et par ubesvarede spørgsmål: For det første kan man godt blive bekymret, hvis politikerne skal til at tale yderligere til følelserne. Vil det egentlig være et fremskridt at erstatte en teknokratisk politik med en psykologisk, der f.eks. bygger på kognitiv neurovidenskab? At skifte økonomismen ud med psykologisering risikerer blot at skifte én forførelseskunst ud med en anden, hvor forfatteren jo ellers mener, at et vist mål af rationalitet og overbevisning er ønskværdigt.
For det andet mener jeg, at Schultz Jørgensen undervurderer muligheden for at kultivere vores følelsesliv – lige fra den tidligste barndom. Det sker hver dag i familier og institutioner og er formentlig en forudsætning for dannelsen af demokratiske borgere. En anden bog om følelsernes politik, den amerikanske filosof Martha Nussbaums storværk, ’Political Emotions’, argumenterer for dette: Vi kan og skal lære de rette følelser, såvel som de rette handlinger. Jeg mener, at Schultz Jørgensens syn på de menneskelige følelser er for statisk og irrationalistisk, men jeg takker for et spændende indblik i tanker om politisk kommunikation, som vi alle gør os erfaringer med i det moderne demokrati.
fortsæt med at læse
