Det går igen, at Kirsten Thorup har følt sig udenfor. Når hun gennem tiden har skullet fortælle om, hvorfor hun, efternøleren fra den vestfynske stationsby årgang 1942, blev forfatter, taler hun om en eksistentiel følelse af hjemløshed, ja, fremmedgørelse, som meget markant gav sig til kende, da hun flyttede til København i 1962.

Måske er det denne følelse af hjemløshed, som sammen med evnen til at fortælle om menneskers liv, både helt nært og som individer i et samfund, der hele tiden forandrer sig, som har gjort hende til en af Danmarks mest læste forfattere. Hundredtusindvis af læsere, ikke mindst kvinder, der, siden ’Lille Jonna’ udkom i 1977 (solgt i 90.0000 eksemplarer), har følt sig beriget og måske også set i beretningen om pigen, senere kvinden, som Thorup fortsatte i ’Den lange sommer’ (1979), ’Himmel og helvede’ (1982) og ’Den yderste grænse’ (1987).