Det er blevet moderne at farvelægge præproducerede tegninger for at finde den indre ro i disse mindfulness-tider, hvor folk styrter af sted efter deres egen skygge for at nå det hele.
Nu har Politikens kunstredaktør, Peter Michael Hornung, udgivet en malebog med egne tegninger af nogle af kunsthistoriens ikoniske værker – fra hulemalerier til den berømte haj i formaldehyd af Damien Hirst. Forrige år udgav han ’Lille kunsthistorie for børn’ – en bedårende illustreret kunsthistorie, hvor han, der jo er opflasket med kunst som søn af billedkunstneren Preben Hornung, for første gang trådte frem som kreativ.





