Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Billederne, der er taget af Nini Theilade viser, hvor god Jørn Jørs Pedersen er til at indfange den fine ælde og den lange livshistorie, der gemmer sig bag ansigtsmaskerne.
Foto: Jørn Jørs

Billederne, der er taget af Nini Theilade viser, hvor god Jørn Jørs Pedersen er til at indfange den fine ælde og den lange livshistorie, der gemmer sig bag ansigtsmaskerne.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ny fotobog skildrer livet som 100-årig

Sytten danskere poserer til ære for fotografen og fortælleren Jørn Jørs Pedersen. Resultatet er et stykke konsistent og dog skrøbelig danmarkshistorie.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man skulle tro, at konkurrencegenet faldt lidt til ro, når et menneske runder de 100, den trecifrede alder strutter ligesom i sig selv af rekord og biologisk triumf. Et hundrede år!

Men sådan er det ikke, i hvert fald ikke for Karl, der udfordrer fysikken og mandskabet på Ejstrupholm Flyveplads, når han kravler ind i den blå faldskærmsdragt og belaver sig på det frie fald. »Jeg har levet et kedeligt og normalt liv, så nu skal der ske noget nyt«.

Som 80-årig tog Karl sit livs første spring ud i det blå, i en alder af 99 kørte han ræs på Jyllandsringen, og nu har han så overlevet endnu et faldskærmsspring. Til familiens jubel og forfatterens begejstring. »Næste gang skal jeg prøve noget andet«, siger Karl nøgternt.

Modet ligger for mig at se ikke så meget i racerløbet, det frie fald eller ambitionen om at overgå sig selv som i erkendelsen: at have »levet et kedeligt og normalt liv«. Hvem tør indrømme det i vores manisk selvudviklende, oplevelsesivrige tid? Dramatik, sorg og eventyr – dét vækker vores spørgelyst ved middagsselskabet såvel som i medierne, men hundrede års kedsomhed?

Karl, som har taget en vis revanche som pensionist, virker hverken skuffet eller bitter, bare nøgtern. Nøjagtig som de fleste af de øvrige tussegamle, men åndsfriske danskere, Jørn Jørs Pedersen har talt med til dette livsstykke af en billedbog, ’Jenny og de andre 100+’. Ingen af dem klynker eller piber.

Kun en enkelt tåre under danseren Nini Theilades øje, ledsaget af billedteksten: »Nini har lige mistet sin datter til Parkinsons sygdom«, vidner om den sorg, der er uundgåelig i meget lange liv. Men Theilade er også bogens kunstner – en sådan kan man vel forvente følelser af?

Billede af Nini Theilade fra bogen.

Billede af Nini Theilade fra bogen.

Jørn Jørs Pedersen jagter hverken det spektakulære liv eller den følelsesmæssige bølgegang, nærmest tværtimod, hvilket giver bogen tyngde som flerstemmig, respektfuldt redigeret levnedsskildring og bred danmarkshistorie i ét. Forsynet med portrætter, der gør floskler om skønhedens alder overflødige.

Det er iscenesat liv, skjorten er strøget og sølvhåret friseret, men hold op, hvor er det skrøbelig smukt, krakeleret og fintslebet arvegods, vi har med at gøre her.

Vi taler om generationen, der har overlevet børnelammelse, tuberkulose, den spanske syge, tiden før bistandslov og fri abort og, nå ja, to verdenskrige. Jørn Jørs Pedersen har mødt arbejderbørn, bønder, borgere og akademikere fra det ganske land, og vi får repeteret alt fra andelsbevægelse og skolepolitik til infrastruktur og byudvikling, kvindebevægelse, foreningsliv og hverdagen med indre mission.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilbage står indtrykket af et voksenliv, der for de flestes vedkommende begyndte dagen efter konfirmationen, og hvor normen var far, hjemmegående mor og børn. Et par stykker fik aldrig børn, Eline har rejst Jorden rundt i stedet for at slå sig ned med kernefamilie, men ellers er modellen rimelig klar og heteronormativ – kedelig, Karl?

Tænk, hvilket vidunderligt roderi der vil åbenbare sig, når man om 50 år skal fortælle de hundredåriges privatlivshistorie. ’Kedeligt og normalt’ vil i hvert fald få en ny betydning.

At overleve børnene, sin partner, sine venner og sin familie er et vilkår, enkerne og enkemændene i sagens natur deler, og tabet går som en rød tråd gennem bogen. Men det er på en måde ikke den bærende. Dødsfaldene omtales som begivenheder, uden at man dvæler ved sorgen. »Vi fik to børn, og vi mistede det ene. Det kommer man aldrig over. Det gode liv var dengang, vi var sammen alle sammen«, konstaterer Ebba.

Ja, »Hvad er det gode liv?«, »Hvorfor er du blevet så gammel?«, spørger den skrivende fotograf sine modeller. Selve arbejdet med at tage portrætterne i den gode stol, foran bogreolen, ved computeren, foran samlingen af juleplatter eller i faldskærm skabte en intimitet, fortæller Jørn Jørs Pedersen, som gjorde det lettere at komme ind på livet af de sytten danskere.

Alligevel er det ikke de indre sjæle- og følelsesliv, forfatteren fokuserer på, og af og til ønsker man, at han slap ambitionen om at skrive bred Danmarks krønike for i stedet at lade den individuelle eksistens folde sig fuldt ud. Men præmissen er klar og gennemført.

Man ’mister’ i øvrigt nogen til en sygdom, ægtefæller ’går bort’, hvilket er formuleringer, der kan undre lidt, al den stund de medvirkende alle har haft døden tæt inde på livet, konkret, praktisk. Måske er omskrivningerne forfatterens behov for variation, distance? Måske er det respekt for en generation, hvor det at ’tale om tingene’ var noget andet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Alle de personlige emner, der kommer frem og bliver belyst i ’Aftenshowet’ og andre medier, det var umuligt i min tid«, fortæller Vera, for hvem søsterens selvmord tydeligvis har skabt et indre mørke, indtil Vera tør sætte ord på begivenheden.

Men hvad er de interviewedes forhold til egen forestående død? »De er glade for livet, men afklarede om døden«, lyder forfatterens svar, da Vera nysgerrigt spørger til de jævnaldrendes tanker. »Det var et godt svar«, replicerer Vera. Ja, det er et virkelig godt og betryggende svar. Men skal man virkelig blive hundrede år, før man oprigtigt kan sige sådan?

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden