»Alle fædre dør. Undtagen denne«. Sådan skriver litteraturhistorikeren Tilmann Lahme om Thomas Mann i sin biografi om Manns familie. Han viser os, hvordan alle Manns seks børn på den ene eller anden måde kæmpede med at være sønner og døtre af den store udødelige far, hvad enten de lagde sig i selen for at få fars anerkendelse, begik fadermord eller blev passive og viljesløse.
Selv er Tilmann Lahme også ude i et fadermord; det handler i høj grad om at få pillet Thomas Mann ned af piedestalen og fremvist som selvoptaget, arrogant og politisk fumlet.
Lahme giver os historien om den store mandlige kunstner, der er så optaget af sit eget geni, at han ikke rigtig har tid til sin familie, som hustruen, Katia, til gengæld styrer som et stort og tungt skib gennem nazitidens eksilering og emigration, mens hun værner om sin mands hellige arbejdsfred.