Nu har vi købt alt, hvad der kunne stoppes indenbords af bløde og hårde pakker, gavekort på astronomiske beløb, geder, som gennes direkte til Afrika, eller rejseoplevelser så eksotiske, at man kan prale med dem langt ind i det nye år. Lige om lidt mødes vi så i udsalgsskiltenes hvinende skær til en fælles runddans om resterne af forbrugsfesten fra i fjor. Hvad har vi egentlig gang i?
Ja, det spørger et hold historienørder også om i en antologi, der hedder noget så forjættende som ’Forbrugets kulturhistorie’. Og som i den løfterige indledning taler om en »flittighedsrevolution«, der løb forud for den industrielle, idet den hollandske historiker Jan de Vries har kunnet spore så markante forandringer i den almindelige families materielle prioriteringer allerede engang i 1600-tallet, at ordet ’revolution’ giver mening. Almindelige mennesker begyndte simpelthen at give den en skalle for at tjene penge til tøj og møbler, ting og sager. Masseforbrugeren i sin vorden!





