Opstigningen til Emmanuel Carrères lejlighed i Paris er alt det modsatte af hans litteratur: besværlig, forvirrende, labyrintisk. For at komme ind bevæger man sig, når først yderporten er åbnet, igennem lag på lag af omgjorte industrielle indergårde, gennem firkantede portaler, der æskeagtigt åbner sig mod nye aflukker, mørkere og mere skyggefulde for hvert postkassenummer, man har passeret.
Og så til sidst, allerinderst, allerøverst i en postmoderne boks i den grå fabrik i det 10. arrondissement: forfatteren. Emmanuel Carrère, der netop er vendt tilbage fra at have modtaget en stor pris i Mexico City; Emmanuel Carrère, hvis liv er blevet en romankunst, som masserne forbruger på vej til arbejde i metroen; Emmanuel Carrère, hvis stamtavle og diktion afslører et sidste historisk kompromis mellem aristokratisk høviskhed og borgerskabets rå ambition.
