Titlen lyder som et eventyr. Man ser Snehvide for sig liggende helt stille, sovende og ventende. Hvis man skal kaste sig ud i symbollæsning, er det på en måde også det, bogen handler om. Om end det ikke er en fortryllet ung, smuk pige, der venter på sin prins. Det er det tibetanske folk, der venter på udfrielse, og de venter forgæves. Prinsen kommer aldrig.
Det er den lære, man kan uddrage af Lone Mertz’ bog, selv om det næppe har været hendes mening. Hun begyndte et kunstprojekt på Glænø med en konstruktion af en glaskiste på stranden efter sin mand, billedkunstneren Albert Mertz’, død. Kort tid efter blev den knust af vand og vejr. Hvad meningen med kisten var, står ikke klart for mig, ej heller hvorfor Lone Mertz senere vil rejse ud i verden og gentage projektet i et helt andet miljø – og af praktiske årsager nu med plexiglas. Igen skal kisten ikke vare evigt.
