Oprindeligt hed scenografi ’teatermaleri’ og havde ingen synderlig status. Nogen havde malet bagtæppet og sætstykkerne, og sådan var det. Det handlede mere om selve dramaet på scenen, selve skuespillernes indfølte fortolkning af teksten, og det der med at bruge scenografien som et separat dramatisk redskab, som aktualisering, revitalisering eller – for nu at bruge et moderne ord – vinkling, ja det var virkelig ikke passende. Et dukkehjem var et dukkehjem var et dukkehjem, og sådan var det. Bum og basta.

Det var først for alvor, da – i udlandet forstås, fordi tendenser før i tiden altid begyndte i udlandet – store billedkunstnere som Pablo Picasso, Fernand Léger med mange flere kom på banen som teatermalere, at det begyndte at antage karakter af noget added value, noget synergetisk for alvor. Og det har selvfølgelig at gøre med modernismens fremkomst og dens livtag med et mere omfattende udtryk, hvor kostumer, kulisser, spil og tekst tilsammen skulle udgøre en højere enhed.