Er den (krimi)læsende verden ikke snart ved at være træt af nordiske kvinder som småeksotiske, småautistiske, samspilsramte sirener? Den stumme sexede sfinks, som enten kan dræbe med et cirkelspark eller fikse alverdens computere. Selvfølgelig med familie, farmand og fortid samt andre fænomener, som er meget værre end alle andres og dirrer som en ildevarslende – incestuøs? – undertone i historien. Henrik Ibsens ’Hedda Gabler’ og August Strindbergs ’Frøken Julie’ kogt helt ind til krimiklicheen om den skandinaviske kvinde som både sanselig og stærk, stakkels og svag.

Her i Emelie Schepps krimiserie om folk og røvere fra Norrköping i Sverige hedder hun Jana Berzelius, tidligere børnesoldat med et kryptisk bogstav i nakken og god til at bokse fra sig. Igen mut og indelukket som en misantropisk østers. Men naturligvis et bål af indestængt retfærdighedssans og energisk empati.