Filosoffen Arthur Schopenhauer har sagt, at al nytænkning gennemgår tre faser: Først latterliggøres den, siden bekæmpes den, og til sidst anerkendes den som det eneste rigtige. Det kunne ægteparret Bajer skrive under på.
Deres idékamp foregik i den bevægede og urolige tid mellem de to krige mod Tyskland, 1848-1851 og 1864, og frem til Første Verdenskrig. Fredrik Bajer var præstesøn fra Herlufmagle, gik på Sorø Akademi og fortsatte på Landkadetakademiet for at blive løjtnant i et dragonregiment. Fra sin tidlige ungdom havde han en kæreste på egnen. Hun hed Matilde og var datter af et proprietærpar Schlüter på gården Frederikseg i Herlufmagle. De blev forlovet, og så ventede Matilde på at kunne blive gift med sin Fredrik. Det var nemlig kvindernes opgave i den borgerlige verden at blive gift, stifte hjem og føre slægten videre. Men nu skal man ikke tro, at hun sad med hænderne i skødet. Nej, en huslærer sørgede for at uddanne døtrene på Frederikseg, så de lærte at skrive, læse, regne, at føre hus, at sy og at forstå fremmede sprog samt gennem litteraturen og aviserne at følge med i, hvad der rørte sig i tiden. Matilde var ingen dum gås så lidt som andre af tidens kvinder i borgerskabet, men hun havde ikke meget at skulle have sagt. Det var mændene som bestemte.
