I morges cyklede jeg gennem Assistens Kirkegård og tænkte på, hvad Herta Müller siger: at hun aldrig har kunnet forstå folk, der bruger en kirkegård som park; at hun selv slet ikke kan fortrænge, at hun går hen over døde.

Jeg tænker, at det er Müllers manglende evne til at fortrænge eller fornægte, der er hendes etiske kraft. Da den unge Müller arbejdede som oversætter på en rumænsk fabrik, blev hun kontaktet af efterretningstjenesten Securitate, der ville hverve hende som meddeler.