Det særlige ved den amerikanske forfatter Claudia Rankine er en evne til at lytte og opfange, hvad der faktisk bliver sagt og gjort, når vi møder hinanden i taxaen, på fortovet og under en frokost i kantinen.
Digtsamlingen ’Lad mig ikke være ensom’ indeholder for eksempel en scene, hvor jeget er på vej hjem. Foran hende går to mænd i samtale, og den ene siger til den anden: »Jeg fortryder ingenting. Det har været et godt liv. Hvis noget skete, ville jeg kunne leve med det«.





