Billedbogen har altid (og især) plads til mærkværdigheder. Her er ingen grænser eller luftmodstand. Talende dyr? En gammel nyhed! Flyvende børn? Set før! Men måske er det nyt med klækkedyr, svuplupper eller hvide, cyklende mødre? Her er tre nye billedværker, der nok mest orienterer sig imod mennesker, som hverken går i skole eller på arbejde. Småfolk og storfolk. Dem, der har tid til fantasi.
Så velkommen til Bette og Bjerg. Den første er en pindsvinelignende figur. Bjerg er bare stor og lodden. De ligner noget, som Den lille prins droppede ned til os, da han fløj forbi. Tænksomme, langsomme, venlige væsener. Lige noget for Tina Sakura Bestle, der kan fortælle alt i få ord, og slå en krølle på halen tillige. Men ikke mindst noget for tegner Hanne Bartholin – for nylig præmieret i både Kina og Bratislava – fordi hun kan skabe figurer af farvernes modellervoks, som er både til stede og uhåndgribelige. Lige som man griber ud efter den bjørnelignende Bjerg, forsvinder han i luften. Hvis det er en han? Hanne Bartholin kan være naiv som en månestråle.


