Det kan ikke siges tit nok: Du bliver klogere og gladere af at kigge i billedbøger. Og effekten holder sig i lang tid – f.eks. i halvandet år. Det er nemlig den tid, man har gået og gladsukket efter en opfølger til makkerparret Hansen og Koudahls forløsende og lattermilde bog om prinsesser, frøer og kys,’Trutmund og frømand’. Her finder man ud af (på 24 måder), at verden – og kærligheden – er meget stor. Måske uendelig. Og nu rider d’herrer atter ud på Eventyrsletten og ud/ind i fantasien i ’Drabelige drager og pirrelige prinsesser’, hvor de ud over pirrelige prinsesser støder på adskillige prikne prinser og læssevis af drabelige drager. Hvad kan det ikke blive til?
Der er det særlige ved fortæller Henrik Hohle Hansen og tegner Jenz Koudahl, at de holder tungen lige i munden med et glimt i øjet og budskabet holdt ud i strakt arm. De tramper lystigt på faste meninger om, hvad der er morsomt og god smag. Især tegneren, der ynder at trække på det digitale bling i skrappe kulører, for ham er poesi vist et køkkenredskab. Så de passer perfekt sammen, når Henrik Hohle Hansen henånder sine ’der var engang’er med flittig brug af ordet ak, så alle de ufortalte eventyr på Eventyrsletten skynder sig i skjul. Tilbage bliver dem, som ikke nåede at løbe væk, f.eks. det om dragen, der taber sit hjerte til prinsessen. Det vejer 214 kilo! Hjertet altså. Men allerede på næste side viser forfatteren så, at han mestrer både anvendt og omvendt poesi: »Der var engang en drage, der ikke fandtes. Dragen elskede prinsessen, fordi hun alligevel troede på den«. Ak.
