Forbi’ hedder Pia Juuls lille nye digtsamling, og det lyder jo umiddelbart temmelig vemodigt: Skal vi nu høre om alt det, der er forbi? Og ja, det skal vi, men vi skal også høre om det, der er der her og nu (»Men du ler her, nu«), og første gang, der står ’forbi’, handler det ikke om at være forbi, men om at gå forbi. Således åbner samlingen med et langt socialbevidst og temmelig prosaagtigt digt om at gå forbi byens tiggere og hjemløse og smile til sin telefon.
Fra de første siders prosabredde er det en fryd at komme til de smalle fyndige, pointerede rytmiske digte, som præger resten af samlingen. Der lægges ud med en trommehvirvel af et digt: »Der er så meget jeg gerne vil nævne/ for at holde det i live/ og endnu mere jeg/ ikke tør røre ved af frygt for/ at det så vil dø«. Så pointeret kan man digte om forholdet mellem det flygtige liv og det fikserende sprog.
