0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Boganmeldelse: ’Naboplanter’ er en slags stilfærdige, sansende og også simple tekster om forskellige landskaber og forskellige former for liv, der mangler koncentreret arbejde med sproget

Sofie Isager Ahls ’Naboplanter’ kredser om jorden og jeget, årstiderne og landskaberne, vinstokke og hybenroser.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Laboratoriet for Æstetik og Økologi er måske et af Danmarks mest spændende småforlag p.t. De laver, jeg vil ikke sige eksklusive, men udsøgte udgivelser i krydsfeltet mellem kunst og klima, æstetik og økologi. De eksperimenterer med formaterne. De flipper også ud, med udgivelser af teoretikeren Donna Haraway og science fiction-forfatteren Ursula Le Guin. Deres seneste publikation hedder ’Naboplanter’ og er en samling poetiske tekster af Sofie Isager Ahl, en slags stilfærdige, sansende og også simple tekster om forskellige landskaber og forskellige former for liv.

Det, jeg godt kan lidt ved teksterne, er, at de ikke handler om eller prætenderer at foregå i en vild, romantisk og autentisk natur, som om det skulle være løsningen på noget som helst at vende tilbage til den. For eksempel er første del af bogen, ’Fra markerne’,centreret omkring nogle franske vinmarker, hvor jeget arbejder. Det er den kultiverede natur med andre ord.

Der er nogle, der mener, at det slet ikke giver mening at skelne mellem natur og kultur mere, at naturen med stort N i det hele taget ikke findes, men en anden ting, jeg godt kan lide ved ’Naboplanter’, er, at den sådan set er ligeglad med dette skel, om det findes eller ej, om naturen findes eller ej. Bogen påpeger snarere, præcist og poetisk, at vi uanset hvad indgår i forskellige kredsløb med vores omgivelser, også når vi står og binder vinranker op med en wire.

»Markerne virker uendelige. Række på række fortsætte de, uforstyrret af landskabets hældninger og fold, bugter sig tæt om byen som om de hvert øjeblik kunne overtage den, forvandle den til vin. Jeg kan ikke se andet end vinstokke, her hvor jeg står, og jeg føler mig uendelig lille«.

Den følelse – at føle sig uendelig lille – er måske slet ikke så dum endda.

Det nævnes et sted, at der (selvfølgelig) ikke sprøjtes kemikalier ud i de marker, jeget arbejder i. Her kom jeg til at tænke på et digt af amerikanske Juliana Spahr, hvor jeget sidder og ammer sit barn og gennem denne intime og kærlige handling samtidig fylder sit barn med kemikalier, fordi brystmælken er fyldt med dem. Jeg kom også til at tænke på en sætning i Theis Ørntofts nyudgivne debutroman, hvor der står, at det private er planetarisk.

I dag indgår vi alle i disse globale kredsløb, tænk på de førnævnte kemikalier (selv ikke amning er uskyldigt!), eller på den plastik, som mennesker producerer og så smider ud som affald, der blandt andet finder vej til verdenshavene, hvor fiskene kan spise det, og når vi så spiser disse fisk, spiser vi også den plastik, den mikroplast, vi selv er ophav til. På en diskret, men uomtvistelig måde optræder disse økologiske kredsløb også i ’Naboplanter’, om end bogen i tone og temperament minder langt mere om Spahr end om Ørntoft.

I andre dele af bogen er der tekster, der er dedikeret til en slags havearbejde. Tekster tilegnet smørblomst, brændenælde, lupin. Landskaber og årstider. Der er med andre ord et inventar af: korn, kløver, muld, rødder, regnorme, glenter og mejser, kaniner og kartofler, sol, lys og regn.

»Hvert år kommer jeg til bedet. Jeg vender jorden. Sidder på hug og dufter mig frem. Trækker en græstue op, dens rødder er fulde af grålige jordklumper. Det er ikke muld. Jeg ryster jorden af planten, det drysser over jorden. Jeg kommer og går«.

Det er jorden som jord og Jorden som planet (jorden dyrkes i mere end én forstand). Det er jeget med sine slidte hænder og sin ømme lænd. Det er jorden og Jorden og de relationer, de to indgår. Det, der står på spil, er den omsorg, der drages (eller ikke drages); det ansvar, der tages (eller ikke tages).

Titlen henviser til, og her citerer jeg fra flappen, »en plante, der bærer på noget, et stof eller en særlig evne, som kan være gavnlig eller sårende for andre plantearter«. Spørgsmålene er med andre ord: Hvad giver planterne, hvad giver menneskene? Hvad tager de og med hvilke konsekvenser?

Hvad jeg så måske savner, er, at arbejdet med jorden iteksterne følges op af eller ledsages af et tilsvarende koncentreret arbejde med sproget. Det gør feltnoterne og optegnelserne ikke så meget i. Og sproget er jo også en slags jord, et materiale, der kalder på omhu og beskidte hænder frem for alt.

Annonce