Frelsen kan som bekendt findes de mærkeligste steder. Men højt på listen over usandsynlige åndelige redningssteder må alligevel stå folkebiblioteket i Narsaq i Grønland. Men det var tilsyneladende på hylderne i den lille fjerne del af riget, at den kontroversielle imam Ahmed Akkari fandt sin vej ud af den strenge islamiske tro og ind i en mere sekulær, reflekteret og litterær verden.
’Mod til at tvivle’ beskriver ikke bare en lang fysisk og mental rejse, det er en sjældent helhjertet hyldest til folkebibliotekerne og hele den vestlige litterære arv og tradition. Det hele starter i 2008.





