Stolelegen er begyndt. Altså den særlige svenske udgave af stolelegen, som foregår i Det Svenske Akademi. Forsamlingen består af 18 medlemmer, som har hver sin stol, men fornemt er det også, for hver stol har sit eget nummer. Når akademimedlemmerne omtales i svenske medier, sker det ofte med angivelse af, hvilket nummer deres stol har.
Horace Engdahl sidder på stol nummer 17, og Klas Östergren sad indtil for nylig på stol nr. 11. Östergrens stol er ledig, for han har ligesom Lotta Lotass, Sara Stridsberg og Kerstin Ekmanfået lov til at træde ud af forsamlingen, hvis mest kendte opgave er at uddele Nobelprisen i Litteratur. Officielt er stolene 1, 11, 13 og 15 dermed ledige, og ifølge akademimedlemmet Per Wästberg skal tre af dem besættes af nye svenske forfatternavne snarest. Akademiets sidste møde før sommerferien finder sted 31. maj.

