Da vi uddelte Politikens Litteraturpris 2017, var i hvert fald tre af værkerne optaget af moderskabsrelationer: Naja Marie Aidts ‘Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’ om moderens værste mareridt, Caroline Albertine Minors ‘Velsignelser’, hvor flere af novellerne har mødre som (barn)bærende personer, og Ursula Andkjær Olsens ‘Krisehæfterne’, hvor verdens kriser sneg sig ind i moderens forhold til sine børn.

De tre værker handler også om meget mere, men mor findes i litteraturen, og det er ikke altid en nem og dejlig opgave at være hende. Er nye generationer i gang med at fortolke og bearbejde moderskabet, eller er jeg mon bare tendenssulten?