I moderne familier bliver man skilt. Men det er ikke de unge, der bliver skilt her – det er bedsteforældregenerationen, og det er det nye i denne roman om familiedynamik og søskenderelationer, som den norske forfatter Helga Flatland skriver frem med stort nærvær og et skarpt blik for detaljerne i, hvordan tre søskende positionerer sig i forhold til hinanden. Gennem barndommen og nu, hvor familiesammenholdet udfordres.
Flatland skildrer med hver af de tre søskende som jegfortællere på skift de tre voksne børns syn på opvæksten i en vældig velfungerende familie. Forældrene Torill og Sverre har altid været det trygge ankerpunkt for deres børn. Nu holder de fast søndagsmiddag for børnene og den ældste datters børnebørn, de deler sommerhytten og overlapper hinanden der – traditionerne står i kø.





