Hvordan er det lige, man gør, hvis hverdagens trummerum med mand, børn og fast job langsomt bliver overtaget af en stor voksende knude i maven, der kun ser ud til at løsne sig, hvis éns dybeste hemmelighed – at man er til kvinder – bliver fortalt?
Det findes der næppe nogen universel og enkel måde at foretage det spring på. Men for Anne Mette Kærulf Lorentzen er hendes debuttegneserie, ’Skamlebben’, et forsøg på at illustrere den kaotiske følelsesmæssige rutsjebanetur, hun selv gennemgik, før hun som 40-årig med mand og to børn gjorde sin omverden bekendt med, at hun var til kvinder.






