På persisk findes der en næsten uoversættelig eufemisme for blinde mennesker, roshan-del, som betyder noget i retning af den, der har lyset i sit hjerte. Måske er det, fordi ikkeseende siges at besidde skærpede sanser og derfor i virkeligheden ser mere end os andre.
Guadalupe Nettels autobiografiske fortællerjeg har også denne ekstraordinære evne til at se uden at se. Godt nok er hun ikke blind, men hun har noget med øjet, en medfødt skønhedsplet, der gør det dovent og risikerer at gøre det lille barn blind på sigt. Det må trænes ved at dække det raske øje til, så hun går gennem sine første skoleår i en slags tåge af skygger, stemmer og sanseindtryk, hvor hendes plads som anderledes og outsider allerede er givet. Ikke ligefrem ingredienser til en lykkelig barndom.
