Er det muligt at beskytte en forfatters ret til selv at bestemme, hvor meget af vedkommende der burde være offentligt – en gang for alle og udelukkende på grundlag af vedkommendes værker?«.

Spørgsmålet stilles af Elena Ferrante, den napolitanske succesforfatter, hvis identitet længe har været skjult, i et usendt brev til en kritiker. Det er et spørgsmål, der løber som en rød tråd gennem hele ’Frantumaglia – Mit liv i ordene’, der er en slags behind the scenes-bog bestående af breve, interviews og andre ordudvekslinger mellem Ferrante og hendes redaktør, diverse journalister og andre. Og det er sådan set et godt spørgsmål – men også et spørgsmål, der bærer kimen til bogens væsentlighed og mulige mangel på samme.