Der er en solsort på omslaget til Merete Pryds Helles nye roman, og solsorten er et ledemotiv i teksten.
Solsorten fløjter som indbegrebet af dansk haveidyl i det nybyggede parcelhuskvarter, hvor hovedpersonen, Merle, vokser op i 70’erne, men der hviler en anden sørgmodighed over de »solsortevinger«, der lægger sig om Merles kinder: det glatte, sorte hår, som hun har arvet fra sin grønlandske mor, Ane. »Why you wanna fly blackbird/ you ain’t ever gonna fly«, synger Nina Simone, mens Merles kvartalsdranker-far, Erling, og hans nye dame Lola danser rundt mellem tomme og halvtømte whiskyflasker i stuen, og Ane ligger på plejehjem, bukket under for den sygdom, der fra begyndelsen af romanen har fået hende til at hyle af smerter om natten og rase i selvynk om dagen.
