Peter Elsass er for psykologien, hvad Rane Willerslev er for antropologien: en globetrotter, opdagelsesrejsende og anderledes tænkende forsker, der sætter sig selv i spil, når de forskellige fænomener skal undersøges. Elsass tilhører dog en ældre generation end Willerslev – han er 71 år – men har ikke været mindre tilbøjelig til at opsøge eventyret, bl.a. i en hule i Indien, hvor Elsass isolerede sig for at studere ensomhed; i Sydamerika, hvor han besøgte Jonestown, 10 dage før mere end 900 medlemmer af Folkets Tempel – en sekt og politisk bevægelse – begik masseselvmord eller blev dræbt; og i det tidligere Jugoslavien, hvor han søgte at hjælpe mennesker, der var traumatiseret af borgerkrig.

I sin nye bog, ’Kunsten at være bange’, kalder Elsass sig dog en tøffelhelt, men har alligevel mod til at berette om en nærdødsoplevelse, hvor han så Jesus på korset og blev overbevist om, at Gud elsker hver eneste af os. Mange videnskabsfolk (nok også denne anmelder) ville affeje den slags som udslag af neurokemiske processer i en kritisk situation, men ikke Elsass, der modsætter sig al reduktionisme. Han er, som psykologerne for 100 år siden, åben for al slags empirisk materiale, hvad enten det måtte stamme fra eksperimenter, drømme, samtaler, terapiforløb, personlige erfaringer eller, ja, nærdødsoplevelser. Og det er som sådan skønt og befriende.