Bogen begynder, da det er allerværst. Den aften, da Karen kort efter ankomsten til den psykiatriske akutmodtagelse løber nøgen ud på Ballerup Boulevard, bange, forvirret og vred. Hun kan ikke huske, hvad der har ledt frem til indlæggelsen, hun føler sig som »en hvinende kugle i hovedhøjde«, hun kan ikke trække vejret, og hun kan ikke længere holde sit indre vilddyr i ave under den udspændte hinde.
Det er mørkt indeni, og Karen Fastrups autobiografiske ’Hungerhjerte’ viger ikke uden om de sorte huller. Sorgen og smerten over at have mistet selvbeherskelsen beskrives så grundigt og klart, at man kan mærke det på egen krop. »Jeg er ubeboelig«, skriver hun. »Kan ikke være i den krop. Men kan ikke komme ud af den. Når jeg raser frem og tilbage, kommer jeg så langt ud af den, jeg kan, helt ud i yderkanten«.
