I disse år vrimler skønlitteraturen med historier om sindstilstande af typen, som findes i den efterhånden tykke bog med anerkendte psykiske diagnoser. Men hvad fejler fortælleren, den smukke unge kvinde, som beslutter sig til at sove i et år? Hun er veluddannet, har penge nok efter forældrenes tidlige død, bor på Upper East Side på Manhattan, kalder sig selv ’hot shit’, men vælger alligevel at gå i hi. Hvorfor?

Det svar får man heldigvis ikke i Otessa Moshfeghs opfølger til gennembrudsromanen, ’Eileen’, der kom i 2016, eller gør man? Fortælleren holder op med at bruge voks og blegemiddel, børster ikke sit hår, tager kun bad engang om ugen, fylder sig med piller og tilbringer så det meste af tiden med at crashe inde på sengen. Når hun vågner – nogle gange er der gået flere dage – går hun ned og henter ’arbejderklassekaffe’ hos egypterne på hjørnet. Bagefter ser hun dårlige film på vhs, hun elsker Whoopi Goldberg, tager piller igen, og så går hun i seng igen.