Selv om begreberne naturalisme og konstruktivisme har deres rødder i den akademiske verden, rækker de langt ind i den almene befolkning. De er blevet til verdensbilleder, der præger den offentlige og videnskabelige debat, og som former den almindelige samtale om, hvem vi er.
Naturalismen er forestillingen om, at naturvidenskaben har eksklusiv adgang til at erkende virkeligheden. Alle andre erkendelsesveje, f.eks. vores hverdagslige erfaring eller humanistiske forskning, har kun gyldighed i det omfang, de kan reduceres til naturvidenskabelig erkendelse.






