I den lille amerikanske by North Bennington i staten Vermont omkommer en 48-årig kvinde en augustdag i 1965 af et hjertestop. Månederne forinden har hun knap forladt sit hjem. Plaget af angst, agorafobi, overvægt og et alvorligt pillemisbrug har hun buret sig inde det eneste sted, der føles bare nogenlunde trygt.
Kvinden hedder Shirley Jackson og er nu anerkendt som en af Amerikas største horrorforfattere nogensinde. Og ironien er svær at overse, for dem, der kender hendes forfatterskab. For i Jacksons bøger er hjemmet sjældent et trygt og rart sted – uhyggen, desperationen og ikke mindst sindssygen lurer altid lige under overfladen, fejet elegant ind under gulvtæppet eller gemt væk inde i et køkkenskab.





