Endelig er den her. Fortællingen om Michael Bundesen, Shu-bi-dua-sangeren, der hægede om sit privatliv gennem det meste af sin karriere, men omsider lægger kortene på bordet.
Nu får vi lov til at høre om de interne magtkampe i landets i mange år mest populære og mest succesrige rockorkester, om de forliste parforhold, medieeventyret med Kanal 2 og Bubber, hvordan teksterne til de mange hits blev til, og hvordan karrieren fik en brat, ulykkelig og ufrivillig ende, da ’Bonden’ i en alder af 61 år blevet ramt af et par alvorlige blodpropper i hjernen, som kostede ham førligheden.
Det er fint. Vi får det fra en ende af. Opvæksten i Taarbæk med en hjemmegående mor og en juristuddannet forsikringsmand som far, det varme forhold til den dejlige morfar med det milde sind og den store kærlighed til sin familie. Kærligheden til musikken, som tidligt gav sig udslag i deltagelse i talentkonkurrencer på Dyrehavsbakken, men sandelig også pladeindspilninger og succes med gruppen Quacks, om fritidsjobbet som radiospeaker. Om jurastudier på skrømt for at tækkes faren, om mødet med Michael Hardinger og derefter mod tinderne i topfart.
Ikke nogen problemer. Michael Bundesen er en god fortæller, og hans journalistiske medforfatter, Kaare Sørensen, har sørget for, at fremstillingen flyder med episodisk umiddelbarhed og den rette skandering af forløbene.
Anekdoterne er rigelige, og man sidder med en fornemmelse af, at her bliver sgu’tte stukket noget under stolen. Bonden er en guttermand, der godt tør sige det, som det er. Han er både voksen og følsom og kritisk og karsk, når det skal være.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage
Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.
Læs videre nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
