»Der er ikke noget der der«, skrev Gertrude Stein om sin barndomsby Oakland, hvor Tommy Oranges vrede og smukke debutroman ’Der der’ også foregår.
Stederne, der beskrives i romanen, rummer både det gamle og det nye land – den vage forestilling om et sted, der fandtes, før man byggede det land, der gjorde den oprindelige befolkning til moderne byindianere.
Romanen, der følger 12 oprindelige amerikanere og deres helt ualmindelige liv, har sigende nok ikke nogen klar fortællemæssig identitet; der fortælles i første, anden og tredje person, indimellem er det et anonymt vi, der taler:
»Vi kører i bus, tog og bil på tværs af, over og under betonprærier. At være indianer har aldrig handlet om at vende tilbage til landet. Landet er overalt eller ingen steder«.
Personerne, vi møder, har både svært ved at være indianere og ved ikke at være det
Det er denne uhyggelige følelse af hjemløshed, der løber igennem fortællingerne: »Vi er de minder, vi ikke kan huske«, hedder det et andet sted. Der er ikke noget sted at gå hen, ikke engang rigtig noget at rette nostalgien imod.
Stolthed og skam
Det skulle da lige være den store traditionsbundne fest, powwowe