0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anmeldelse: En af årets mest omtalte amerikanske romaner giver de hjemløse indianere en stemme

I en af årets meget omtalte amerikanske romaner får den komplicerede gruppe af moderne storbyindianere i Oakland, Californien en smuk og smertefuld stemme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Der findes statusindianere, oprindelige amerikanere, amerikanske indianere , byindianere osv. Alt efter, hvem der definerer begrebet. Her ses en indianer i underholdningsbranchen, mere præcist et Rodeo Show i Canada.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Der er ikke noget der der«, skrev Gertrude Stein om sin barndomsby Oakland, hvor Tommy Oranges vrede og smukke debutroman ’Der der’ også foregår.

Stederne, der beskrives i romanen, rummer både det gamle og det nye land – den vage forestilling om et sted, der fandtes, før man byggede det land, der gjorde den oprindelige befolkning til moderne byindianere.

Romanen, der følger 12 oprindelige amerikanere og deres helt ualmindelige liv, har sigende nok ikke nogen klar fortællemæssig identitet; der fortælles i første, anden og tredje person, indimellem er det et anonymt vi, der taler:

»Vi kører i bus, tog og bil på tværs af, over og under betonprærier. At være indianer har aldrig handlet om at vende tilbage til landet. Landet er overalt eller ingen steder«.

Personerne, vi møder, har både svært ved at være indianere og ved ikke at være det

Det er denne uhyggelige følelse af hjemløshed, der løber igennem fortællingerne: »Vi er de minder, vi ikke kan huske«, hedder det et andet sted. Der er ikke noget sted at gå hen, ikke engang rigtig noget at rette nostalgien imod.

Stolthed og skam

Det skulle da lige være den store traditionsbundne fest, powwowe