Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Der findes statusindianere, oprindelige amerikanere, amerikanske indianere , byindianere osv. Alt efter, hvem der definerer begrebet. Her ses en indianer i underholdningsbranchen, mere præcist et Rodeo Show i Canada.
Foto: Jens Dresling

Der findes statusindianere, oprindelige amerikanere, amerikanske indianere , byindianere osv. Alt efter, hvem der definerer begrebet. Her ses en indianer i underholdningsbranchen, mere præcist et Rodeo Show i Canada.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Anmeldelse: En af årets mest omtalte amerikanske romaner giver de hjemløse indianere en stemme

I en af årets meget omtalte amerikanske romaner får den komplicerede gruppe af moderne storbyindianere i Oakland, Californien en smuk og smertefuld stemme.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Der er ikke noget der der«, skrev Gertrude Stein om sin barndomsby Oakland, hvor Tommy Oranges vrede og smukke debutroman ’Der der’ også foregår.

Stederne, der beskrives i romanen, rummer både det gamle og det nye land – den vage forestilling om et sted, der fandtes, før man byggede det land, der gjorde den oprindelige befolkning til moderne byindianere.

Romanen, der følger 12 oprindelige amerikanere og deres helt ualmindelige liv, har sigende nok ikke nogen klar fortællemæssig identitet; der fortælles i første, anden og tredje person, indimellem er det et anonymt vi, der taler:

»Vi kører i bus, tog og bil på tværs af, over og under betonprærier. At være indianer har aldrig handlet om at vende tilbage til landet. Landet er overalt eller ingen steder«.

Personerne, vi møder, har både svært ved at være indianere og ved ikke at være det

Det er denne uhyggelige følelse af hjemløshed, der løber igennem fortællingerne: »Vi er de minder, vi ikke kan huske«, hedder det et andet sted. Der er ikke noget sted at gå hen, ikke engang rigtig noget at rette nostalgien imod.

Stolthed og skam

Det skulle da lige være den store traditionsbundne fest, powwowen, hvor de oprindelige amerikanere kan mødes for at være indianere og se hinanden som indianere, for at danse og drikke og være stolte, den store fest, der også er forbundet med skam, og som udgør romanens store kulmination.

Personerne, vi møder, har både svært ved at være indianere og ved ikke at være det.

»Vi er indianere og oprindelige amerikanere, amerikanske indianere og indfødte amerikanske indianere, nordamerikanske indianere, indfødte, NDN’er og Ind’ins, statusindianere og non-status-indianere, First Nation-indianere og indianere så indianske, at vi enten tænker på det hver eneste dag eller aldrig tænker på det overhovedet. Vi er byindianere og oprindelige indianere, rez-indianere og indianere fra Mexico og Central- og Sydamerika. Vi er indfødte indianere fra Alaska, indfødte hawaiianere og eksilerede europæiske indianere, indianere fra otte forskellige stammer med kvartblodskrav og dermed ikke føderalt anerkendte indianske indianere«.

Romanens titel refererer også til en Radiohead-sang, og endelig er der det trøstende, formanende, ’så så’, der i konteksten kun kan lyde ironisk eller måske direkte hånende – de fleste slås med en eller anden form for misbrug, med depression eller arbejdsløshed, og når de endelig mødes til festen, de med vidt forskellige drømme og forventninger forbereder sig på, sker der noget, ingen havde forestillet sig …

At indiane

En af dem, vi møder, er Dene Oxendene, der vil dokumentere indianske historier i Oakland for at bryde med stereotype fremstillinger af indianere. Vi møder også Edwin Black, der lider af internetafhængighed og forstoppelse, og som drager ud for at finde sin far. Han har skrevet speciale om ’blodkvantitetspolitikkers uafvendelige indflydelse på moderne indiansk identitet’ og kæmper med at skulle bevise, at han er ’oprindelig nok’:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Alle de måder jeg tænker, der kunne være okay for mig at sige på, at jeg er oprindelig, virker forkerte«.

Man taler om ’at indiane’, at gøre indianske ting, det tætteste, de kommer på indianske rødder. De må google sig frem for at finde ud af, hvem de er: »Hvad vil det sige at være ægte indianer«.

Drengen Orvil føler sig som en bedrager, når han op til festen klæder sig ud i skind, snore, bånd og fjer: »Det er vigtigt, at han klæder sig som indianer, danser som en indianer, selv om det kun er noget, han lader som om, for den eneste måde at være indianer på her i verden er at se ud og opføre sig som indianer«.

Noget af det stærke i romanen findes også i kompositionen, der ikke lader nogen være hovedpersoner. Vi følger og vender tilbage til folk i små, skarpe kapitler, men de føles alle sammen som de bipersoner, de også selv kan føle sig som – og efterhånden knyttes deres historier sammen til en større.

Tommy Orange, der selv er medlem af cheyenne- og arapaho-stammerne, er en skarp og kontant historiefortæller, der skriver usentimentalt og nuanceret om skam og stolthed, om ansvar og offermentalitet, og som med ’Der der’ giver et besværligt bud på en stor, mørk og moderne amerikansk roman.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden