»Der er ikke noget der der«, skrev Gertrude Stein om sin barndomsby Oakland, hvor Tommy Oranges vrede og smukke debutroman ’Der der’ også foregår.
Stederne, der beskrives i romanen, rummer både det gamle og det nye land – den vage forestilling om et sted, der fandtes, før man byggede det land, der gjorde den oprindelige befolkning til moderne byindianere.
Romanen, der følger 12 oprindelige amerikanere og deres helt ualmindelige liv, har sigende nok ikke nogen klar fortællemæssig identitet; der fortælles i første, anden og tredje person, indimellem er det et anonymt vi, der taler:
»Vi kører i bus, tog og bil på tværs af, over og under betonprærier. At være indianer har aldrig handlet om at vende tilbage til landet. Landet er overalt eller ingen steder«.
Personerne, vi møder, har både svært ved at være indianere og ved ikke at være det
Det er denne uhyggelige følelse af hjemløshed, der løber igennem fortællingerne: »Vi er de minder, vi ikke kan huske«, hedder det et andet sted. Der er ikke noget sted at gå hen, ikke engang rigtig noget at rette nostalgien imod.
Stolthed og skam
Det skulle da lige være den store traditionsbundne fest, powwowen, hvor de oprindelige amerikanere kan mødes for at være indianere og se hinanden som indianere, for at danse og drikke og være stolte, den store fest, der også er forbundet med skam, og som udgør romanens store kulmination.
Personerne, vi møder, har både svært ved at være indianere og ved ikke at være det.
»Vi er indianere og oprindelige amerikanere, amerikanske indianere og indfødte amerikanske indianere, nordamerikanske indianere, indfødte, NDN’er og Ind’ins, statusindianere og non-status-indianere, First Nation-indianere og indianere så indianske, at vi enten tænker på det hver eneste dag eller aldrig tænker på det overhovedet. Vi er byindianere og oprindelige indianere, rez-indianere og indianere fra Mexico og Central- og Sydamerika. Vi er indfødte indianere fra Alaska, indfødte hawaiianere og eksilerede europæiske indianere, indianere fra otte forskellige stammer med kvartblodskrav og dermed ikke føderalt anerkendte indianske indianere«.
Romanens titel refererer også til en Radiohead-sang, og endelig er der det trøstende, formanende, ’så så’, der i konteksten kun kan lyde ironisk eller måske direkte hånende – de fleste slås med en eller anden form for misbrug, med depression eller arbejdsløshed, og når de endelig mødes til festen, de med vidt forskellige drømme og forventninger forbereder sig på, sker der noget, ingen havde forestillet sig …
At indiane
En af dem, vi møder, er Dene Oxendene, der vil dokumentere indianske historier i Oakland for at bryde med stereotype fremstillinger af indianere. Vi møder også Edwin Black, der lider af internetafhængighed og forstoppelse, og som drager ud for at finde sin far. Han har skrevet speciale om ’blodkvantitetspolitikkers uafvendelige indflydelse på moderne indiansk identitet’ og kæmper med at skulle bevise, at han er ’oprindelig nok’:
