Følgende paradoksale spørgsmål begynder at melde sig, mens jeg læser Martin Kongstads nye roman, ’Kokken der holdt op med at rødme’:
Kan man som forfatter kende sit miljø så godt, at man får svært ved at skrive godt om det? Støder romanen mig i virkeligheden væk, når den vil have mig tættere på?






