Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    BMS er et skriftkollektiv, hvis forkortede navn står for blod, måne, søndag. BMS består af Dorte Limkilde, Mette Kierstein, Ronja Johansen og Fine Gråbøl.
Foto: Finn Frandsen

BMS er et skriftkollektiv, hvis forkortede navn står for blod, måne, søndag. BMS består af Dorte Limkilde, Mette Kierstein, Ronja Johansen og Fine Gråbøl.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

5 hjerter af knoglemarv og lavendel til skriftkollektiv: »Det løfter mig at læse digte, som deler erfaring og samler til fællesskab«

BMS manifesterer sig for anden gang med digtsamlingen ’Knoglemarv lavendel’. Skriftkollektivet hæver stemmerne og digter en modstand så blød, at den ikke kan knækkes.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Knoglemarv lavendel’ er den lilla og orange bog i mine hænder. Men ’Knoglemarv lavendel’ er meget andet og mere end bogens trykte tekster. Det forstår jeg, da jeg når til digtet på side 103, som jeg genkender, fordi jeg har hørt BMS læse det op. Præcis hvem der læste hvad, husker jeg ikke, men det gik omtrent sådan her for sig: Én af digterne udtalte de første ord:

»Jeg har lyst til at sige/ vidunderligt«, en anden stemte i med linjerne: »men jeg er vred/ jeg har lyst til at åbne en forretning/ med alt hvad jeg ejer«, en tredje tog over og læste videre: »fylde en gryde med stof og olie«. Indtil alle fire læste samstemmigt: »servere en punch for mine gæster/ en gryde med stof og olie«.

Digtet slutter med linjerne: »jeg har lyst til at synge en sang for alle mine piger/ den skal hedde dit navn er kastanje/ dit navn er vinterbær«. Måske blev disse sidste linjer sunget. Måske læste alle på en gang, begyndte og standsede op forskellige steder i digtet. Ét er sikkert: Man kan ikke uden videre adskille de trykte digte i ’Knoglemarv lavendel’ fra oplæsningen af dem. BMS’ første bog efter hæftet ’Manifestation!’ er ikke kun en digtsamling, men også et partitur for stemmer, der altid kan vækkes.

BMS er et akronym for ’blod, måne, søndag’, et skriftkollektiv af fire digtere, som i fællesskab har skrevet ’Knoglemarv lavendel’. At digtene ikke bare er én digters arbejde, men resultatet af et fælles skrift, betyder meget for læsningen af dem. Det rejser en række spørgsmål: Hvordan skal man opfatte digtenes ’jeg’? Hvad er det for en krop, digtene skildrer? Hvad stiller man op, når flere end én taler fra den samme krop? Og netop det sker allerede i åbningslinjen til samlingens første digt: »Hvordan kan vi læne os frem i denne krop/ pege på andet end os selv med denne krop«.

På den ene side er jeget i ’Knoglemarv lavendel’ akkurat som jeget i enhver digtsamling, ikke identisk med noget individ, men en stemme i teksten. På den anden side sker der noget særligt, når fire mennesker skriver gennem samme jeg. Jeget strækker sig, udvider sig og bliver større end ellers. Man kommer i tanke om jeg-stemmens kapacitet for fælles erfaring. På samme måde er det med kroppen i digtene; den er formbar og transformeres. Snart er den beholder for vi’ets fælles røst, snart et monster eller en mangearmet guddom:

»Mine arme/ deler sig/ i fem/ når jeg griber efter/ glasset med vand/ min stemme/ et kor«. I digtene længes man mod at være mange, der bebor den samme krop. Et sted drømmer vi’et for eksempel om at dele ansigt: »Vi kunne ønske os/ at være flere om et ansigt«. Den fælles krop er en utopi, men den er også allerede virkelighed, for når der i et af digtene står: »Vinden var så hård/ vi fik ondt i ørerne/ huden var ikke længere kun min«, bliver det så tydeligt, at vi er fælles om de kropslige erfaringer. Kulden bider i alles hud.

BMS forstår at bruge sproget som stof. Fænomener i digtene besynges og påkaldes mere end én gang, så man kan mæske sig i deres skønhed endnu en gang og igen. Haven, havet, øjenlågene, fedtet, olien, lavendelen, duen, brystet, vinterbærret, kastanjen og ærterne – er ikke bare ord, men talismaner i teksten. Derfor omfattes de også med så stor ømhed i beskrivelserne: De samles sammen af trætte hænder, de glattes, og de lægges i blød natten over.

Mest af alt er jeg lykkelig for BMS’ digte, fordi de yder modstand, hævder kollektivet og stritter imod gældende normer. For eksempel med dette digt, der siger, at vi ikke altid kan høste vinding af tiden, profitere på hvert eneste sekund:

»Bare det/ at skrive sin ærlighed ned/ som bevis på den var der/ uden at stå i gæld til den/ en lille trussel/ om at tiden/ tager vi ikke ved lære af/ en lille trussel/ om at tiden/ tager vi ikke ved lære af/ vi kan gå hjem/ trække på skuldrene og sige/ heller ikke denne gang lærte vi noget/ vi var en dum person/ vi iklædte os alt det rigtige og alligevel føltes det forkert«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det løfter mig at læse digte, som deler erfaring og samler til fællesskab.



Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden