Ideen er indlysende rigtig. I et verdenssamfund, hvor Europas sol daler, må filosofien følge med. Det er ikke nok at se den i et europæisk perspektiv, sådan som det normalt sker, med en kongerække af ’store filosoffer’, der tager hinanden i hånden i en dans op gennem historien.

Allerførst er det vigtigt at forstå genren. Det handler ikke om at spotte nye geniale filosoffer i Argentina eller Kina. Det handler heller ikke blot om at kortlægge og inddrage ikkevestlige traditioner, men om at følge, hvordan ideer vandrer og tager farve af de nye steders ånd. Den europæiske oplysningstradition, som vi gerne betragter som universel, med frihed, lighed og umistelige rettigheder, blander sig med andre traditioner for autoritet og fællesskab. Er det familien eller individet, som skal vælge ægtefælle? Skal et parlament eller fortolkere af en hellig skrift sætte dagsordenen? Skal man være loyal over for staten, stammen eller familien? Er der en global kapitalisme?