Engang var Berlinerluft en dessert, en likør eller en slager fra 1890’erne. For rigtig mange danskere er den blevet lig med Tysklands absolut dyreste og mageløst flotte fjernsynsserie ’Babylon Berlin’. Jamen, der er sågar danskere, som har genfundet deres glæde ved vor store nabo via filmens grandiose genskabelse af Weimarrepublikken med alt, hvad dertil hører fra kabaret og charleston til Bertolt Brecht og Fritz Lang, ekspressionisme og erotisme.
Den litterære forlæg for Tom Tykwers flamboyante føljeton er såmænd Volker Kutschers ti år gamle debutroman i hans krimiserie med strisseren Gereon Rath, nys genudgivne ’Den våde fisk’. Ligesom i serien begynder vi i det Herrens år 1929, lige før nazismen i brune uniformer ankommer til den tyske hovedstad. Fjenden er kommunisterne, som her tolv år efter den russiske revolution anføres af den infame Stalin, som stadigvæk tror på verdensrevolutionen.
Vi begynder således med et russisk lig i en bil i en kanal. En meget speget og snart politisk sag, som den katolsk opdragede Gereon Rath fra Köln med et drab i fortiden snart bliver involveret i. Han kastes ind i en malstrøm af mord og mystik, komplot og konspiration. Mestendels med frontkammerater og krigsveteraner, der indædt hader demokratiet lige så meget som jøder og socialdemokrater. Alt sammen noget, vi kender fra serien.
Mere gedigen og tung
Men rolig nu. Der er temmelig stor forskel på romanen og filmen. Volker Kutschers krimi er skrevet i en so oder so neddæmpet prosa uden de store stilistiske svinkeærinder, dog med udslag af pludselig død og skoldhed knippelsuppe. Hans Fallada podet med James Ellroy.
Ugens sexscene: Hitserien 'Babylon Berlin' er fyldt med trekanter i høet og high five-stillingerRath er mindre narkotiseret, dog en smule korrumperet. Men han har ingen traumer fra en verdenskrig, som blev afsluttet, før han kom til fronten. Charlotte Ritter er ikke en prostitueret proletartøs, men en jurastuderende borgerkvinde, som gør karriere i politikorpset. For provinsdrengen Rath repræsenterer hun den smarte berlinske overklasse, han så gerne vil omgås.
Alt i alt er Kutscher mere interesseret i at skildre dagliglivet i mellemkrigstidens Tyskland med voksende nazisme i det små i hverdagen end Tykwers larmende, Fritz Lang-agtige og lyssky Weimarrepublik med gustne gangstere og letlevende damer i klokkehat og bananskørt. Mere virkelighedens trummerum end Weimarrepublikkens jazztrompeter. Kutschers serie om Gereon Rath er i mine øjne mere gedigen tysk og tung end Philip Kerrs mere elegante, men også noget overvurderede Berlin Noir-serie om Raths kollega Bernie Gunther i næsten samme periode.
fortsæt med at læse
