ÅSTED. Mireille Enos som Sarah Linden og Joel Kinnaman som Stephen Holder i krimiserien 'The Killing', som 'Forbrydelsen' kom til at hedde i den engelske udgave fra 2011. Foto: Chris Large/AP
Foto: Chris Large / AP

ÅSTED. Mireille Enos som Sarah Linden og Joel Kinnaman som Stephen Holder i krimiserien 'The Killing', som 'Forbrydelsen' kom til at hedde i den engelske udgave fra 2011. Foto: Chris Large/AP

Bøger

Vi er modne til mord i andre omgivelser

Krimiverdenen har lært af norden, men begrebet 'Nordic Noir' er blevet udvandet.

Bøger

»Som forældre til børn, der er svære at styre, spørger sig selv, hvordan de har svigtet deres afkom, er fokus ikke på, hvad den kriminelle har gjort forkert, men hvordan det svenske samfund kunne have forhindret, at det skete«.

Liz Jensen, ’De ubudne’ 2013.

Færdig med Nordic Noir?

Rygterne siger, at den globale interesse og begejstring for den nordiske krimi har kulmineret. At den ikke længere er barsk og brutal nok, er blevet lidt for skabelonagtig i forhold til forbrydelsens motiv, den oplagte årsag med rod i social arv og dysfunktion.

Præcis som den britiske forfatter med danske rødder, Liz Jensen, i citatet fra sin fremtidsthriller ’De ubudne’ peger på. At den nordiske krimi også i Danmark kolporterer en retsopfattelse, hvor alt er samfundets skyld.

Samtidig har en anden britisk forfatter, Ann Cleeves, selv forfatter til Søren Ryge-krimier med mord og måger på Shetlandsøerne, langet ud efter nordisk spændingskultur for at være for brutal og voldelig, slet ikke i tråd med den britiske tradition.

Men en ting er i mine øjne sikkert, nemlig at begrebet Nordic Noir, som de engelske har døbt vort hjørne af krimigenren, er blevet et for udvandet begreb og brand.

Ja, når folketingsmelodramaet ’Borgen’ bliver kaldt for noir, så er det som at kalde Ribena for Rioja!

Der findes endda en bog om ’Forbrydelsen’, ’The Killing Handbook’, om Sarah Lund fra A til Z plus en strikkeopskrift på hendes færøske sweater! Men nok synes måske at være nok med hensyn til Nordic Noir?

Slående er det i denne sammenhæng, at Jo Nesbø har holdt en pause med sin serie om den hårdtslående drukkenbolt og strømer Harry Hole og med sin nyeste, ’Sønnen’, har leveret en senmoderne udgave af Alexandre Dumas’ gamle traver ’Greven af Monte Cristo’. Altså en hævnhistorie, som nok er blodig alvor, men også blottet for al for megen nordisk trædemølle og hverdagsliv. Den nordiske politirutineroman er på retur.

Til gengæld synes tendensen med krimier om Anden Verdenskrig aldrig at holde op. I år har skotten Philip Kerrs niende bind af Berlin Noir-serien, ’En mand uden åndedræt’, om strisseren Bernie Gunther, som på Østfronten i 1943 er med til at opklare flere mysterier omkring de polske massegrave i Katyn-skovene, fået Palle Rosenkrantz-prisen 2013. Skarpt fulgt op af vor egen Simon Pasternak og hans historie om to tyske ungersvende i Hviderusland 1943, ’Dødszoner’, der har fået Harald Mogensen-prisen og dermed er dansk kandidat til Nordens fornemmeste krimipris Glasnøglen.

To symptomer på, at denne særlige udgave af den tysk-historiske krimi blomstrer som aldrig før. Nu også hos tyske forfattere såsom Volker Kutscher, Birkefeld & Hachmeister og om hjemmefrontens tyske terror, Mechtild Borrmanns ’Den der bryder tavsheden’, som fik Deutscher Krimi Preis 2012. For slet ikke at tale om amerikanere i samme historiske tidsrum, Jonathan Rapp og Alan Furst.

Men disse krimiromaners succes er ikke kun tegn på en fascination ved krigen, men også på en større litteraritet og sproglig originalitet. Uden at nævne navne er mange nordiske krimier skrevet i en mere eller mindre genkendelig journalistisk realisme, ofte stedt et sted mellem nøgtern sagsbehandlerprosa og metaforløs hverdagsjargon. Måske har verdenspublikummet fået nok dels af denne lette og genkendelige stil, måske sågar af de mange seriehelte, skandinaviske middelklassestrømere m/k.

Noget tyder på – og heldigvis for det – at vi både litterært og tematisk er ved at vende os bort fra den glasklare socialrealisme hjemme i Norden til noget andet og større og vel at mærke bedre med stil og elan. Simon Pasternak har helt klart litterære ambitioner med sine krimier, også dem, han har skrevet sammen med poeten Christian Dorph, om alt andet end almindelige strømere op igennem den nyere danmarkshistorie.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og årets store danske krimilitterære overraskelse i en helt anden boldgade end den, som fører mod Politigården, kom sidste år med Ane Riels krimidebut ’Slagteren i Liseleje’. En aldeles anderledes både morbid og magisk thriller på kanten af det sandsynlige, alligevel realistisk anslået i miljø og plot.

Riels krimi er på det sæt på linje med tidsånden. Vi gider ikke høre så meget om politifolk i biler med hylende sirener og blå blink. I så fald skal disse politifolk mere ligne noget fra eventyrets dunkle skove end dagligdagens trummerum. Kanske er det derfor, at især den franske krimi for tiden vinder frem. Både med flamboyante fjernsynsserier såsom ’Spiral’ og ’Braquo’, hvor strissere mere er moderne musketerer, kronisk på kant med loven, end politirutinens hverdagshelte og sporhunde.

Med de krimiromaner, der skrives af Fred Vargas, Jean-Christophe Grangé og Philip Lemaitre, scorer franskmændene både priser og anerkendelser som forfattere, der har større ambitioner end at score kassen og ligge højt på bestsellerlister verden over. Philip Lemaitre er ikke ’kun ’ krimiforfatter, men også en seriøs en af slagsen med Frankrigs fornemmeste litterære pris ’Le Prix Goncourt’ i bagagen.

Ovre på den anden side af Kanalen ligger feltet tæt med Mark Billingham, Kate Atkinson, Ian Rankin og Peter Robinson, alle skribenter, som i flere gradbøjninger har skrevet litteraturen op i og ind i spændingslitteraturen.

Tilmed er der her den sidst ankomne Robert Galbraith alias Harry Potters mor, J.K. Rowling, og dennes ’Gøgens kalden’, der med sin melankolske og jazzede detektivhistorie kan ses som både et skridt i retning af at komme innovativt videre og samtidig som nostalgi a la californiske Philip Marlowe og norske Varg Veum. Smagen synes at kalde mere på privatdetektiven end politimanden. Romantikeren frem for rutinemennesket.

Det gælder også sydpå, hvor vi finder italieneren og forsvarsadvokaten Guido Guerrieri i Gianrico Carofoglios fine Raymond Chandler-agtige serie om forbrydelse, korruption og straf i Syditalien. I det hele taget skrives der mange krimier fra den kant, som de alt for konservative danske krimiklubber ikke har sans for.

For så vidt kunne ovenstående give det indtryk, at krimiens brede veje netop nu er asfalteret af europæere fra syd og nord. Sandhed med modifikationer. USA fylder stadigvæk enormt i krimigenren med romaner skrevet af Michael Connelly, James Lee Burke, Karin Slaughter, Colin Harrison og James Ellroy. Forfattere, som fra start har været nødt til at sætte den litterære barre højt for overhovedet at komme ud på et marked, der er benhårdt med konkurrence på just krimien som bestseller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Noget tyder på, at også denne konkurrence er ved at nå Norden. At kravene bliver større end det renommé og den efterspørgsel, nordiske krimier automatisk har kunnet trække på i de internationale boglader.

Krimiens verden har lært af den nordiske krimi bl.a. ved at tilsætte genren gedigen hverdagsrealisme, senmoderne kønsroller og nutidig debatkultur.

Men nu vender krimismagen kanske tilbage til en mere grotesk og gotisk verden med en gammeltestamentlig vrede.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden