Indimellem kommer en forfatter så flyvende fra start med en bog, at det næsten er for godt til at være sandt. Netop det skete for Lone Hørslev, da hun skrev digtsamlingen ’Dagene er data’.
Og det var, naturligvis, for godt til at være sandt.
»Litteratur begynder som regel med et ord eller en sætning. Da sætningen ’alt er data’ kom til mig, ræsede det bare af sted. Jeg var på en uges skriveophold på Hald Hovedgaard. På få dage fik jeg skrevet 25 digte, og så skulle jeg hjem«.
Her mødte Lone Hørslev hverdagen, og pludselig var skrivemagien væk.
»Jeg ville så gerne ind i maskinen igen, hvor teksterne bare sprøjtede ud, og jeg nåede da også at blive i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville få gjort bogen færdig«.
Åh, væk mig
Efterhånden fandt hun tilbage til rytmen, og i dag virker det fuldstændig oplagt, at nogen skulle skrive en digtsamling, hvor læseren spindes ind i en rytmisk fortælling om søgemaskiner, sociale medier og digitale fodspor, som ingen kan overskue hverken omfanget eller betydningen af.
»Alt er data og vi forærer det væk. Åh, VÆK MIG, når de trælse søgemaskiner er gået hjem igen som skuffede gæster til et selskab med kedelige og forudsigelig bordherrer«, som det hedder i et af bogens digte. Det kunne ligne et opråb til det moderne menneske, men sådan tænker Lone Hørslev aldrig, når hun skriver.
Hør Lone Hørslev læse op her:
»Jeg har jo ikke skrevet bogen med en politisk dagsorden, men for min egen stille bekymring. Hvis folk lukker øjnene for det, kan jeg godt forstå det, for det er lige til at få angstanfald af. Vi har bildt os selv ind, at vi hele tiden skal være online. Vi skal kunne tjekke vores mail og vores Facebook, og vi forventer også af hinanden, at vi hele tiden kan give hinanden besked. Det er noget, vi vælger, og de data, vi forærer væk, ligger som digitale fodspor. Det er der, paranoiaen begynder at boble i mig«.
De ved alt om os
Når det gælder verdens tsunami af data, skriver Lone Hørslev på en blanding af resignation og opgivelse.
»Det er alt for stort, og hvordan filan skal man sætte sig ind i alt fra kunstig intelligens til techgiganter og datahøstning? Det er usynligt for os, ligesom det var for dem, der blev overvåget under Stasi. Vores data bliver gemt, men hvem ved, hvad de kan blive brugt til. Det siges jo, at Google kender os bedre, end vi selv gør, og at de ved, om folk vil stemme på Trump, før de selv er klar over det. Det er jo svimlende og uhyggelige perspektiver«, siger Lone Hørslev.
Hendes bog har en række spor, som flettes ind i hinanden. Ud over data handler det om klima, vores behandling af dyr – og om kærlighed.
Hippieagtigt
»Kærligheden er kontrasten til de iskolde data. Kærligheden og nærværet er det, jeg klamrer mig til. Vi kan jo ikke love hinanden, at vi er der for evigt, men vi kan blive enige om, at vi kan have noget sammen, som forhåbentlig aldrig kan blive data. Det er meget hippieagtigt«, siger Lone Hørslev.
I ’Dagene er data’ betegner hun mennesket som det største dyr på savannen, og det var faktisk dyresporet, der meldte sig, allerede før hun fik skrevet de første data-digte.
»Min datter valgte at blive vegetar, og det fyldte meget hjemme hos os. Jeg har altid haft dyr med i mine bøger, men pludselig forstod jeg bedre, hvordan vi føler os hævet over alt andet liv på den her planet. Vi synes, vi kan sætte dyr bag gitre og i båse og være ligeglade med, om de får lov at give mælk til deres afkom. Det er perverst, helt enkelt. Vi føler os som det største dyr på savannen, men det kan jo være, at vi er ved at skabe noget, som er langt større. En kunstig intelligens, der kommer og overtager os. Der går vel ikke så lang tid, men jeg er ikke ekspert. Jeg er bare ganske almindeligt bekymret«.
fortsæt med at læse
