Jeg har det ikke, som om det er en bog, jeg har skrevet, men mere, som om det er tekster, jeg har spyttet ud og gylpet op, mens jeg har trampet oprørt op og ned ad Nørrebrogade eller kørt rundt i Island, eller som jeg har vredet ud under ulidelige og angstfremkaldende skriveophold i hjemsøgte og afsides liggende forfatterrefugier«.

Sådan udtaler Hanne Højgaard Viemose sig om sin tredje roman, og dertil er der kun at sige, at sådan kan man åbenbart frembringe stor litterær kunst. Der er en puls, en nerve, et drive i Viemoses prosa (der typografisk glider fra margin-til-margin-prosa over venstrehængt dialog til fritsvævende verselinjer), så man bare hopper på og holder fast og lader sig rive med, grinende, gysende, gispende, jamrende.