Kulturredaktør Åsa Linderborg har sine rødder i arbejderbevægelsen. Fotograferet i Stockholm, Sverige.
Foto: Kjeld Hybel

Kulturredaktør Åsa Linderborg har sine rødder i arbejderbevægelsen. Fotograferet i Stockholm, Sverige.

Bøger

Den danske venstrefløj kan lære af svensk debatbog, skrevet på lige dele humor, vrede og indignation

Tænk nu, hvis man kunne rette den folkelige vrede, som højrepopulismen lever af, mod den egentlige magtelite – den økonomiske? De 10 procent i toppen? Sådan drømmer to svenske intellektuelle i et festfyrværkeri af en debatbog.

Bøger

Populisme er da et nedladende ord, man bruger om de uuddannede, de overfladiske, de enfoldige, der rives med af følelser, ikke?

Jo, normalt. Men ikke i bogen ’Det populistiske manifest’ skrevet af de to markante intellektuelle på den svenske venstrefløj – Åsa Linderborg, kulturchef på Aftonbladet, og Göran Greider, der er chefredaktør på Dala-demokraten.

Bogen forsvarer populismen. Folkelig vrede over samfundsudviklingen kan nemlig ilte og give energi til demokratiet, mener forfatterne. Det værste, man kan gøre, er at møde populismen med foragt og nedladenhed og overbærende smil.

I årtier har højrepopulismen antændt brede dele af arbejderklassen og den lavere middelklasse. Og den tager de to forfattere 100 procent seriøst. De har analyser og svar parat, som hænger sammen og giver retning over samtlige 242 sider og 123 små kapitler. Ret imponerende.

Begærlighed, råddenskab og finanskrise

Ifølge de to forfattere er problemets kerne, at der siden 1980’erne har fundet en markedsliberal omvæltning sted af historiske dimensioner i Europa. Den kapitalisme, der i nogle årtier efter krigen blev pakket ind i reguleringer og blev tæmmet, er »blevet løst af sine lænker«. De frie, rå markedskræfters frie bevægelighed har ført til begærlighed, råddenskab og finanskrise, den økonomiske elite har koblet sig fra samfundet, og arbejderklassen og den lavere middelklasse er sat under pres og lever i utryghed.

Se, dét burde være ideelt i forhold til mobilisering for venstrefløjen i Europa, men arbejderne gik ikke til venstre, de gik til højre, konstaterer de to forfattere. Til kamp mod indvandring og til forsvar for nationalstaten.

Venstrefløjens egen skyld

Det kan den veluddannede del af venstrefløjen langt hen ad vejen takke sig selv for, mener forfatterne. Først og fremmest har man talt alt for meget om de forkerte emner som f.eks. identitetspolitik og krænkelser af minoriteter, som er vigtige, men som først og fremmest interesserer akademikere, men går hen over hovedet på mange fra andre lag.

Dernæst har venstrefløjen et stedmoderligt og kejtet forhold til de emner, som mange arbejdere har været optaget af. Som f.eks. indvandring og nationalstaten. Faktisk har venstrefløjen ignoreret emnerne, som de har fundet underlødige at debattere. Indvandring? Er du racist? Svenske værdier? Ha!

Bogen er ualmindelig veloplagt, klar i mælet og inspirerende, men giver også anledning til modsigelse

Samtidig har mainstream-politikerne nedtonet fordelingspolitikken og skellet mellem højre og venstre. Shyyyy, økonomiske uligheder er ikke noget, man taler om.

Når ingen insisterer på at tale om indvandring, nationalstat og økonomisk ulighed, samtidig med at arbejderklassen presses i bund af globale markedskræfter, søger arbejderne mod højrepopulismen, der kan appellere til følelser og lægger afstand til ’den politisk korrekte elite’ i medierne og på de højere uddannelser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det nødvendige populistiske opgør

Men tænk nu, hvis der var et alternativ? Hvis der var en populisme, som ikke rettede den folkelige vrede mod de kulturradikale og veluddannede i medierne og på uddannelserne, men mod den egentlige magtelite, den økonomiske – de 10 procent i toppen, der sidder på pengene, virksomhederne, magten? Som tog afsæt i almindelige arbejderes drømme og håb og vrede? Så ville man kunne tage luften ud af højrepopulismen.

Dét er drømmen for de to forfattere. Bogen er én lang argumentation for nødvendigheden af et sådant populistisk oprør, ikke fordi forfatterne tror, at venstrepopulister er gode til at håndtere magten (det tror de nemlig ikke), men fordi venstrepopulismen skal kunne kanalisere den folkelige vrede i den rigtige retning, revitalisere et fokus på økonomisk ulighed og give den reformistiske del af arbejderbevægelsen, der kan det med magt, ny energi og retning.

Spændende.

Svenskerne kan godt inspirere os

Bogen er ualmindelig veloplagt, klar i mælet og inspirerende, men giver også anledning til modsigelse.

For det første: Hvordan vil forfatterne få de 90 pct. – »de hårdtarbejdende, arbejdsløse, tandløse og 90 pct. af alle andre« – til at rette fokus mod de 10 pct. i den økonomiske elite? Er det ikke netop kløften mellem betonarbejderen Arne fra Struer og gymnasielæreren Elisabeth fra Østerbro, der er venstrefløjens svaghed? Hvordan bygger man broen mellem Arne og Elisabeth? Her mangler bogen svar.

Klimaet fylder forbavsende lidt i denne bog. Det samme gør menneskers oplevelse af at være presset i bund i konkurrencestaten

For det andet: Når man fokuserer knivskarpt på fordelingspolitikken, højre-venstre og økonomi, er der andre emner, der fortoner sig. Hvad med klimaforandringerne, som truer jordens og menneskers eksistens? Klimaet fylder forbavsende lidt i denne bog. Det samme gør menneskers oplevelse af at være presset i bund i konkurrencestaten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og endelig for det tredje underspilles den internationale strategi. For hvad skal venstrefløjens svar være på, at de nationale rammer om de rå markedskræfter er under pres i globaliseringens tidsalder? En ny begavet politisk regulering af markedskræfterne gennem f.eks. EU’s institutioner? Eller? Det er meget utydeligt i bogen.

Selv om den svenske virkelighed adskiller sig meget fra den danske, er der også for den danske venstrefløj masser af interessante tanker i dette festfyrværkeri af en bog, som er skrevet på lige dele humor, vrede og indignation.


Redaktionen anbefaler:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce