Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Anna Juul har udgivet en digtroman under sit kunstneriske alter ego Veronika Katinka Martzen.
Foto: Fryd Frydendal

Anna Juul har udgivet en digtroman under sit kunstneriske alter ego Veronika Katinka Martzen.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Debut-forfatter med satirisk alter ego: »Hvis det var 100 procent Anna Juul, der havde skrevet bogen, ville jeg nok ikke have skrevet lige så meget om sex«

Under pseudonymet Veronika Katinka Martzen har Anna Juul skrevet en satirisk digtroman, der balancerer mellem ironi og det ægte følte.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvem er du?

»Jeg er Anna. Jeg går på Den Danske Filmskole som manuskriptforfatter og skriver ved siden af for Den Korte Weekendavis. Jeg er 26. Veronika Katinka er 24«.

Hvor længe har dit alter ego Veronika eksisteret?

»Siden januar 2017. Hun blev født i det program, der hed ’Podcastland’, hvor vi skulle finde på en masse fiktive podcasts. Og så var der en fra Vallekilde Højskole, som handlede om digtere, der læste op. Og så blev hun født der«.

Hvad skete der, fra Veronika dukkede op og frem til udgivelsen?

»Hun har optrådt på Folkemødet, til shows på Bremen, og så har hun en instagramprofil, hvor hun lægger digte ud indimellem«.

Hvorfor kunne du ikke udgive som Anna Juul?

»Det havde jeg sikkert også kunnet på et tidspunkt, men der sker et eller andet, når man skriver i en andens navn. De ting, jeg syntes var uvæsentlige for verden at læse om, hvis det var om Anna Juul, kunne blive væsentlige igennem en andens øjne«.

Sparker indad

Hvilket udtryk går du efter – mimer du litterære figurer?

»Det er mest fri leg. Det, der bliver taget pis på med Veronika Katinka, er, at folk alle steder – inklusive mig selv – har en tendens til at mangle selvironi og selvindsigt. Så jeg sparker sgu mest indad, vil jeg sige. Der er meget af mig i Veronika Katinka«.

Hvad har I tilfælles?

»Vi har for eksempel begge et kompleks over vores højde, men Anna Juul mener ikke, at det er samfundets skyld, at hun har et kompleks over sit højde. Det ville Veronika Katinka mene«.

Hvilken rolle spiller ironi for dig?

»Jeg kan godt lide at lege med det sted, hvor man ikke ved, om man skal grine eller græde. Og til det er ironi godt, for det bliver et filter, samtidig med at man kan gøre nogle meget ærlige ting«.

Der er en række ord, der går igen i din bog. Kan du f.eks. sige lidt om dit forhold til ’kneppe’?

»Veronika Katinka bryster sig af, at hun er sej nok til at bruge ordet kneppe. Hun bruger det for at signalere, at det har hun ikke nogen følelser omkring, mens hun i virkeligheden har mange følelser omkring det. Hvis det var 100 procent Anna Juul, der havde skrevet bogen, ville jeg nok ikke have skrevet lige så meget om sex og i hvert fald have brugt nogle andre ord. Og så er det et grimt ord, som det er sjovt at gentage. Ret lavpraktisk«.

Og hvad med ordet ’fedme’?

»Både Veronika Katinka og jeg har et kæmpe kropskompleks: Vi føler, at vi er for fede. Jeg tænker, at det er et personligt problem, jeg render rundt med og skal have gjort noget ved på et tidspunkt. Og det har gennemsyret det hele: frygten for at være fed«.

Og hvorfor spiller popstjernen Taylor Swift så stor en rolle?

»Jeg har et had-kærlighedsforhold til Taylor Swift. Det er en guilty pleasure. Jeg synes egentlig, at hun er enormt irriterende, men hendes musik er lidt catchy. Og så er hun den ’perfekte kvinde’: tynd, hvid, vestlig og politisk korrekt«.

Og så omtaler du en diagnose ved navn Preben?

»Det er fordi, jeg synes, det er sjovt, at de altid bruger navnet Preben i ’Mads og Monopolet’. Så selvfølgelig skulle den psykiske sygdom også hedde Preben. Det er en klar reference«.

Et sted skriver du om »personificeringen af den ufarlige ironiske distance«, og her bliver du pludselig meget ægte?

»Helt fra da jeg fik opgaven med at skrive bogen, tænkte jeg, at jeg kunne skrive digte, der var dårlige, men alligevel ikke helt dårlige og rimede lidt og så’n. Eller også kunne jeg prøve at gøre noget andet. Og det, jeg hele tiden prøver, er at lege med det ægte og det ironiske«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er der ikke en fare for, at læserne bare afskriver det som useriøst, når det har den ironi i sig?

»Man kan læse den som ren satire, men man kan også læse den som noget andet«.

Hvad er din ambitioner med bogen?

»Udover at få knaldgode anmeldelser og sælge en milliard eksemplarer er ambitionen jo at … det ved jeg sgu faktisk ikke. … At prøve at få noget derud, der kan være lidt det ene og det andet og se, hvordan folk reagerer på det«.

Skal Veronika Katinka Martzen følge dig parallelt med din karriere på Filmskolen?

»Nej, hun skal dø på et tidspunkt. Den klare plan er, at næste gang jeg udgiver noget, bliver det i eget navn«.

Tror du ikke, at nogle af dine digterkolleger vil opleve digtromanen som en fuckfinger?

»Jo, det kan godt være. Hvis nogen gør det, så må det være sådan. Det er nu ikke sådan, den er tænkt«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden