Hvordan tør I - to forfattere omkring de 40 - give et bud på, hvad nutidens unge tumler med?
»Hvad gør, at piger bliver dømt anderledes, når de går i byen, end drenge gør? Hvorfor får drenge highfives, mens pigerne udskammes? Det er jo ikke kun drenge, der gør det, men lige så meget piger, der udskammer piger for at sikre deres position. Sådan nogle ting kan man godt huske, fra da man voksede op. Så måske er det mere et spørgsmål om at skrive om noget, som vi selv kan huske følelsen af, end det er et spørgsmål om at forsøge at regne ud, hvad de unge vil have«.
Hvordan fandt du og Sarah Engell sammen?
»Vi bliver tit nævnt i samme sætning, hvis snakken går på hardcore realistisk ungdomslitteratur. Og så mødtes vi til en reception på Gyldendal, fik hel masse rødvin og blev enige om, at vi da skulle skrive noget sammen. Og da rødvinstågerne havde lagt sig, havde vi heldigvis begge stadig lyst til det«.
Hvordan skrev I sammen? I samme rum, via mail eller hvordan?
»Først snakkede vi om, hvad bogen skulle handle om. Hvad ligger os på sinde, hvad er vi indignerede over, hvad kradser? Så byggede vi karakteren op – vi var enige om, at Polly skulle være fejlbarlig, men stærk – og så skrev vi næsten hele første udkast på to skriveophold, hvor vi sad sammen. Vi plottede nogle kapitler ud ad gangen, skrev så et kapitel hver og byttede, og så havde man fuld frihed til at skrive om eller slette det hele. Der var ingen fløjlshandsker der«.
Hvordan er I gået til opgaven rent sprogligt? Rystede I på hånden, når I skulle ramme en ung jargon med udtryk som ’pregame’ eller ’nice fuckface’?
»Dialog dyrker vi helt vildt. Begge to. Jeg læser altid dialogen højt, for så kan man høre, hvis den lyder stiv. Og hvis det ikke lyder som noget, der kunne komme ud af min mund, kan det i hvert fald ikke lyde rigtigt i en 16-årigs mund. Og så er vi jo ungdomsforfattere og færdes meget i det miljø, ser ungdomsserier og læser andre ungdomsbøger, så selv om vi ikke har siddet og eavesdroppet (smuglytte, red.) på Christianshavns Gymnasium, har vi et ret stort kendskab til det«.
Hvorfor foregår romanen i Hirtshals?
»Vi ville gerne vise, at der sker noget uden for København. Og vi ville gerne placere Polly et sted, som hun ikke kunne komme væk fra, et sted, hvor man er sovset ind i sit rygte og sin historik. I København kan man måske skifte gymnasium eller flytte til en anden bydel, hvis livet brænder på. Det er der ikke mulighed for i Hirtshals. Der ved alle, hvem din mor og far og din familie er, hvad du er en del af. Det kan du ikke flygte fra, og det kunne vi godt lide«.
»Og så ville vi gerne vise, at udkanten også kan noget. At det har en værdi. Da jeg selv var ung, kunne jeg ikke komme hurtigt nok til København, men selv om jeg syntes, det var stramt at vokse op i en lille by, kunne det også noget. Fandt jeg ud af. Og det vil vi gerne vise. Den handler meget om at stå ved dig selv, stå op for dig selv og være i dig selv. Og så kan det være mindre vigtigt, hvor du er rent geografisk«.
Hvordan researcher I? Har I spist pomfritter på havnen i Hirtshals?
»Ja, det har vi! Vi blev vist rundt af Hirtshals Fiskeriforening og fik et langt foredrag om alt fra trawl til notbådsfiskeri. Og så interviewede vi piger fra folkeskolen i Hirtshals om, hvordan det var at vokse op der. Så vi har skam været rundt. Det er man nødt til, når der er så meget kutter med«. «.
fortsæt med at læse
