Mens jeg sad og læste i Veronika Katinka Martzens ’digtroman’, prøvede jeg at komme i tanke om, hvor jeg kendte hendes navn fra, jeg mente, at hun var en af min søns bekendte, jeg syntes, jeg kunne huske, at vi havde moret os over hendes navn sammen, det der ’Veronika Katinka’ som typisk for hendes (og min søns) generation (jeg siger ikke, hvad min søn hedder), sådan noget, Kreativ Klasse kunne have kaldt en af sine døtre og dermed prædestineret hende til at blive sådan en, der gerne vil være noget med kunst.
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Bliv abonnent for 1 krEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
