Fiktiv karakter fra 'Den korte radioavis' har skrevet en rigtig god bog. Hvad pokker skal en anmelder stille op med det?

Mens jeg sad og læste i Veronika Katinka Martzens ’digtroman’, prøvede jeg at komme i tanke om, hvor jeg kendte hendes navn fra, jeg mente, at hun var en af min søns bekendte, jeg syntes, jeg kunne huske, at vi havde moret os over hendes navn sammen, det der ’Veronika Katinka’ som typisk for hendes (og min søns) generation (jeg siger ikke, hvad min søn hedder), sådan noget, Kreativ Klasse kunne have kaldt en af sine døtre og dermed prædestineret hende til at blive sådan en, der gerne vil være noget med kunst.

Jeg må tilstå, at jeg gik på Facebook og søgte på ’Veronika Katinka’ blandt min søns venner ), men der kom ingenting op. Det gjorde der så til gengæld andre steder på nettet, og efter et øjebliks total forvirring gik pråsen op for mig: Min søn havde rigtig nok fortalt mig om Veronika Katinka, men hun er ikke hans veninde, hun er en fiktiv karakter i ’Den korte radioavis’ på Radio24syv. En selvoptaget, passiv-aggressiv, krænkelsesparat digterindespire blottet for selvironi – konciperet og fremført af den 26-årige manuskriptforfatterstuderende Anna Juul. Under læsningen havde jeg da også nået at tænke, at Martzen midt i sin ret sorte, depressive digterstemme udviste et talent for desperat galgenhumoristisk satire, og at hun måske kunne få job i comedy-branchen ...

Anna Juul har altså foldet sin avatars særlige stemme ud til en hel bog. Hun har ladet hende digte løs. Og i den proces er hun (avataren) blevet en mere kompleks og mindre entydigt parodisk karakter, ligesom hun (kvinden ved tasterne) er blevet en mere fuldtonet og mindre entydigt satirisk skribent. Hun (og hun) bevæger sig fra »nogen gad nok godt sådan rent fissewise at kneppe et bundløst fissehul« til »havet er hævnen/ der trækker sig som fuglespor/ langs øjets våde kant«. I interviews taler Anna Juul selv om, at hun har ladet Veronika Katinka skrive om Annas liv. Der er altså en vis svimlende gensidig spejling mellem bugtaler og bugtalt: Anna forestiller sig, at hun er Veronika Katinka, som forestiller sig, at hun er Anna. Hvem taler egentlig gennem hvem? Hvem er ’jeg’?

I starten af bogen er ’jeg’ et substantiv (’Jeget’) og et egennavn (’Kære Jeg’) frem for et personligt stedord. Vi starter bibelsk»Men så skete det i de dage/ at Jeget besluttede sig for at have det godt med sig selv/ i stedet for ikke at have det godt med sig selv«. Derefter skift til ’Fars konfirmationstale’: »Kære Jeg«.

Det er et godt greb om det digteriske jeg at slet og ret erstatte det med ’Jeget’, som den her ret besværlige ting, man skal håndtere, når man skriver et digt – og når man lever et liv.