Der er bøger, som det kræver kræfter at læse. Beskrivelser, der sætter fantasien på overarbejde og lægger beslag på koncentrationsevnen. Og så er der bøger som ’Skandalens anatomi’, som fodrer sin læser med godbidder.

Fortællemæssigt leveret med nøjagtig de intervaller, der holder sulten stangen, men skaber cliffhangere så stærke, at det ene kapitel æder det andet. For ikke at tale om beskrivelserne, der er så lette at genskabe for sit indre blik, at det næsten føles, som om siderne folder sig ud som en pop-op-bog under læsningen.