Ikke for noget men … Men hvad? Ikke for noget, men det er på tide, dansk litteratur og dansk litteraturkritik bliver mindre nationalistisk. Forleden læste jeg et interview med digteren og forfatteren Theis Ørntoft, hvori han bemærkede, at verden er blevet stor og kompliceret. Det er der ikke noget nyt i. Men det opsigtsvækkende ved Ørntofts analyse var, at han drog en parallel mellem dét faktum og så den litterære tendens, vi kender som autofiktion.

Hvordan? Jo, vi har ikke længere de store fortællinger at gøre godt med, og i stedet klynger vi os til de små fortællinger. Det er det, vi kan overskue. Vores egne små personlige fortællinger. Det gør vi som almindelige dødelige mennesker, og det gør forfatterne også. De fortæller autofiktivt og selvbiografisk om deres eget liv og intet andet. Lad os glemme dem, der eksempelvis formår at forbinde en personlig historie om psykisk sygdom med samfundet og økonomien. De findes naturligvis, disse forfattere. Men der er også mange, som stiller sig tilfredse med at fortælle deres egen historie. Som Ørntoft – polemisk, men rigtigt – udtrykker det: